COME FROM AWAY

★★★★★☆

Fredericia Teater er tilbage i topform, og med deres originale udgave af den Tony-vindende Broadway-opsætning COME FROM AWAY leverer de årets største musical-brag, der må kunne høres helt til København.

Forestillingen er baseret på virkelige hændelser i kølvandet på flyangrebene i New York d. 11/9 2001. 38 fly med ca. 7000 passager blev beordret til at lande i den lille canadiske by Gander.

Irene Sankoff og David Hein har skrevet både manuskript, sange og sangtekster, og formår at være en opløftende og morsom musical med respekt for den alvorlige baggrund.

Musikken er inspireret af den keltiske folkemusik, der er meget populær i Newfoundland-området, og et væld af originale karakterer formår at bringe de bemærkelsesværdige hændelser til live for vore øjne.

Thomas Agerholms mesterlige iscenesættelse hører blandt hans allerbedste. Han får det store ensemble til at spille med en veloplagthed, et væld af detaljer og en imponerende præcision trods det dynamiske tempo, som også Kim Aces forrygende koreografi bidrager til.

Den sublime scenograf Benjamin La Cour lader gradvist den Newfoundlandske natur være medspiller på den hurtigt roterende drejescene, men kan også på helt enkel vis etablere et intimt rum, hvor nærheden mellem mennesker får mulighed for at blomstre.

Maria Skuladottir, der spillede titelrollen i den hidtil mest populære canadiske musical "The Drowsy Chaperone" på Fredericia Teater, agerer og synger med overbevisning som American Airlines første første kvindelige pilot. Lars Mølsted og Oliver Aagaard-Williams er nuttede som kæresteparret Kevin og Kevin, der åbenbart ikke kysser.

Men det gør derimod de to heteroseksuelle Nick og Diane (charmerende spillet af Christian Damsgaard og Anne Fuglsig), der netop har mødt hinanden på flyet, og som i løbet af de fem dage i Kanada former et tæt bånd.

Jean Michel lyser af spilleglæde både som den nervøse Bob, der er bange for at miste sin pung, som drømme-kaptajnen Bristol og som spritny sekretær. Johanne Milland finder en velgørende naturlighed i rollen som Bonnie, dyrenes beskytter, men også Ulla Ankerstjerne og Nicoline Siff Møller har deres momenter i forestillingen i lighed med Mads Æbeløe Nielsen, der også er ansvarlig for de ordrige oversættelser af sangteksterne.

Med COME FROM AWAY markerer Fredericia Teater for alvor, at de er tilbage blandt landets absolut førende musical-producenter. Så tag forskud på julen, og und dig og dine kære en virkelig hjertevarmende musikoplevelse.

COME FROM AWAY er en musicalbedrift af de store, og den skal ses lige nu.

(Michael Søby)