★★★★★☆
Sjællands Teater er atter tilbage i Holbæks atmosfære rige Museumsgård, dengang for at fortælle historien om "Den røde pimpernel".
Man kender måske – eller burde i al fald kende! – den berømte filmatisering fra 1934 med Leslie Howard i et af sit livs mest berømte roller. Niels Olsens version er dog baseret på en mere kulørt TV-udgave med Anthony Andrews i titelrollen – men det giver i grunden god mening, og man genkender under alle omstændigheder historien.
I modsætning til Robin Hood, som efter sigende stjal fra de rige og gav til de fattige, så er DEN RØDE PIMPERNEL mere tilbøjelig til blot at hjælpe de rige, hvilket på sin vis gør ham til en atypisk helt i dag, selvom vi unægteligt godt genkender fænomenet fra vores egen tid.
Man kan næste genkende Niels Olsen i Brian Kristensens veloplagte spil som DEN RØDE PIMPERNEL, og præstationen hører blandt Brian Kristensens bedste præstationer i Museumsgården. Penille Albæk Andersen agerer med en vis esprit hans udkårne, en af Englands klogeste og smukkeste kvinder, der får problemer, da en stor del af handlingen udspiller sig i Frankrig. Men så kan man jo altid bryde ud i sang.
Charlotte Guldberg får en slags comeback som både som slagfærdig rebel og som liderlig fransk mère, der er undsluppet guillotinen – og minder os om, at hun faktisk stadig kan synge.
Jacob Weble er i hopla i op til flere roller – men allerbedst som slibrig skurk. Den glade vanvid synes at passe til hans spilestil, og forestillingen bliver blandt meget andet også en personlig sejr for ham.
Hvem behøver et orkester, når man har Lars Fjeldmose som kapelmester/komponist? Han kan få melodien til Lille-Pers "Til julebal i nisseland" til at passe til en tekst om byldepest, og musikalsk spænder han fra Edith Piaf til Prince – og det er dog noget. Godt hjulpet af det anvendelige folkekor, der tilsyneladende kan meget end blot synge.
Kirsten Brink har i sin scenografi en fin fornemmelse af forskellene mellem engelsk og fransk æstetik, og forestillingens fortræffelige kostumedesignere og syersker fortjener ligeledes at optræde i den officielle pressemeddelelse om forestillingen.
Sidst men ikke mindst bør forestillingens udmattede tøjæsel nævnes – måske endda nomineres til en Reumert? – for at gøre spørgsmålet om dyrevelfærd til et eviggyldigt spørgsmål.
Joy-Maria Frederiksen får i al fald alt det bedste frem i Niels Olsens sprudlende tekst, og ikke mindst nogle herlige dansenumre eksekveres med en raffineret koreografisk humor, som hun mestrer bedre end nogen i dette land. Sjældent har samarbejdet mellem Hr. Olsen og Fru Frederiksen virket så ubesværet, og resultatet lover sørme godt for den kommende cirkusrevy i 2023.
(Michael Søby)
