BORNHOLMS SOMMERREVY 2022

★★★★☆☆

Ingen anden dansk sommerrevy kan bryste sig af et så atmosfærerigt spillested som Bornholms Sommerrevy, der holder til i hjertet af solskinsøen omgivet af skov i en unik træbygning ved navn Kyllingemoderen. Revyens undertitel "Pip Pip Hurra" linker således også til dette spillested, og det ligefrem vrimler med fjerkræ på scenen – ikke mindst i det groteske åbningsnummer.

Gunvor Reynberg og Søren Hauch-Fausbøll, der for tre årtier siden mødte hinanden i forbindelse med børneprogrammerne om Asta-Basta-Bum, har iscenesat årets revy med assistance fra selveste Lars Knutzon, og de kender tydeligvis det helt særlige lune, man finder på Bornholm.

Især i første akt må de og det øvrige hold dog kæmpe med nogle svage tekster og aftenens avisimprovisation falder heller ikke heldig ud. Men Gunvor Reynberg har både sødme og spillelyst, der smitter, og hendes ansvarsløse mor i sketchen "Skolehjemsamtalen" sidder lige i skabet. I eet andet underholdende "Mor & Søn"-nummer, som hun tilmed selv har skrevet, viser hun hvordan fortroligheden med sit afkom også kan have en pris.

Søren Hauch-Fausbøll har en særlig evne til at få de allermindste til at le. Både når han tager sig endnu en tur som den elskede gule bamse (nu med overraskende politisk sigte), men også når han mimer jagten på en humlebi.

Ny på holdet er Marianne Gonnov Bøgelund, der markerer sin alsidighed i den satiriske Statsminister-(op)sang "Slet det, Mette", såvel som i rollen som "Garsten", en fodboldnørd med sprogforbistring.

Aftenens kapelmester Johann Gustav er også et nyt ansigt og han kan tydeligvis også skrive musik. Hans eget Ikea-nummer afslører en vis sans for jazz, og selv i kyllingekostume udviser han karisma.
I det hele taget bør Julie Jakobsen komplimenteres for sine gakkede kostumer, der kulminerer i "De hjemmehæklede", hvor skuespillernes fysiske fremtoninger i dristige resultater af for meget håndarbejde får lattertårerne frem.

Aftenens stjerne er dog Joakim Lind Graae Tranberg, ikke mindst i "Grøn strøm", hvor han på bornholmsk leverer en stilfærdig klima-relevant vise med lokalpolitisk snert. Melodien har han selv komponeret og teksten er forfattet i samarbejde med Lars Christiansen, men den er i sidste ende Joakim Lind Graae Tranbergs flotte stemme og hans fine ærlige fremførelse, som imponerer mest og som udløser aftenens største bifald. Præstationen danner samtidig en festlig kontrast til det efterfølgende nummer, "Vi ta’r den baglæns", hvor han agerer fuld stodder i et sketch, der spilles bagvendt. Den ganske originale tekst er af Lars Knutzon.

Årets sommerrevy på Bornholm er et bevis på, at solid faglighed koblet med en god portion enthusiasme kan overvinde (næsten) alt. Man istemmer derfor gerne et pip pip hurra for BORNHOLMS SOMMERREVY 2022.

(Michael Søby)