SÅ SOM I HIMMELEN

★★★★★☆

Kay Pollak er i Danmark mest anerkendt for sine prisbelønnede børne- og ungdomsfilm fra 70’erne og 80’erne. "Elvis! Elvis!", "Barnets ø" og "Elsk mig". Efter 18 års pause får han så et ganske sensationelt comeback med den spirituelle musikfilm "Som i himlen" eller som den hedder i Sverige SÅ SOM I HIMMELEN. Filmen bliver en overrumplende publikumsucces, der kulminerer i en Oscar-nominering som bedste udenlandske film og bl.a. afstedkommer en efterfølger i 2015 ("Så ock på jorden") samt en scenisk musical-version.

Musicalen, der synes beslægtet med den danske musical "Oh Happy Day", havde premiere på Oscars Teatern i Stockholm den 13. september 2018, men præsenteres nu i den mest ødsle udgave nogensinde på Malmø Opera, der totalt overgår Folketeatrets udmærkede "Oh Happy Day" såvel musikalsk som dramatisk. Ja, faktisk er det spørgsmålet, om Malmø Opera har runget mere af jubel siden 1995, hvor Abba-fyrenes "Kristina Från Duvemåla" blev den største succes i nordisk musikteaters historie.

Med en spillelængde på 3 timer og 15 minutter er også SÅ SOM HIMMELEN iscenesat af Edward af Sillén en lang affære. Hvor "Kristina Från Duvemåla" ikke kunne være kortere uden at give afkald på det episke flow i Vilhelm Mobergs epos om "Udvandrene" og "Nybyggerne", så kunne SÅ SOM I HIMMELEN godt komme ned under de tre timer ved at skære i . Men det bliver aldrig for alvor et problem, fordi vi er i så godt selskab hele vejen.

Det er sin sag at følge efter Michael Nyquist, der havde hovedrollen i filmversionen, men Fredrik Lycke er ganske formidabel som den international anerkendte dirigent Daniel Daréus, der efter et sammenbrud vender hjem til sin fødeegn i en svensk landsby. Her genvinder han troen på sig selv og musikken i et kapløb med tiden, da hans dage er talte. Frederik Lycke besidder den helt rette sjælfuldhed til opgaven, og så har han en usædvanlig smuk stemme, der giver alle hans sange glød.

Samtlige roller er uhyre fint besat – fra hjerteknuseren Johan Charles som den spastiske Tore til en sublimt syngende Jenny Holmgren i rollen som Gabriella. Det var i øvrigt Helen Sjöholm ("Kristina från Duvemåla"), der spillede rollen som Gabriella i filmen, og som gjorde Stefan Nilsson og Py Bäckmans "Gabriellas sang" til et hit.

Malmø kor og orkester får det bedste frem i såvel ensemblet som i musikken, og aldrig Fredrik Kempes toner rørt os mere. Vi har stadig hans undervurderede scenemusical baseret Susanne Biers Melodi Grand Prix-film "Livet er en schlager" til gode i Danmark, men mon ikke både den og SÅ SOM I HIMMELEN snart banker på?

Der er i al fald næppe tvivl om, at SÅ SOM I HIMMELEN nu fremstår som en musical med klassikerstatus. Fordi at den vover at beskæftige sig med livets store spørgsmål på en sober måde, fordi dens humor både er lokal og international, og fordi historien, sangen og musik smelter sammen til en bevægende helhed.

(Michael Søby)