MONSIEUR CHOUFLEURI
★★★★☆☆
Hele tre små operette af Jacques Offenbach præsenteres på Operaens Takkelloft med højt hår og farverige kostumer i en Kandinsky-inspireret scenografi, der aldrig stjæler billedet fra de medvirkende.
Marco Crispo har stået for den musikalske ledelse, og den muntre iscenesættelse tegner Ebbe Knudsen sig for. Men operetterne tjener især som et levende udstillingsvindue for en række af Operaakademiets talenter, der bakkes op en velspillende sekstet på violin, bas, guitar, klaver, percussion og akkordeon.
Sprogligt har holdet på ingen måde berøringsangst: Der synges primært på fransk, men der tales både norsk, portugisisk, fransk og dansk – foruden et vrøvlesprog, der som det eneste ikke lod sig oversætte i overteksterne.
MONSIEUR CHOUFLEURI åbner festlighederne, og er da også det eneste af værkerne, der synes holdbart udenfor et arrangement som dette. En enkemand inviterer det bedre borgerskab til en stjernespækket operakoncert i sit hjem for at øge sin status i byen. Men da stjernerne aflyser må han og hans hårfagre datter samt hendes uønskede kæreste udgive sig for at være udenlandske operasanger i håb om, at den snobbede publikum ikke opdager noget.
Gina Gloria Tronel funkler som den unge primadonna og synes i den grad på hjemmebane i materiale som dette. Men også Sakarias Tranvåg som den iltre vært og Jacob Skov Andersen som datterens udkårne (med det sigende navn Babylas) gør god fyldest i denne charmerende og humørfyldte perle. Nævnes bør også Kristian Bordoy, der som tjeneren Peterman udviser et særligt komisk talent.
LA MARIAGE AUX LANTERNES handler om Guillot, der må have hjælp fra sin onkel for at få øje på sin skat. To giftelystne enker tror, at skatten er af financial karakter og bliver pludselig rivaler om Guillots gunst, men den unge Franchette (kært fremstillet af Louise McClelland Jacobsen) har andre kvaliteter. Fredrick Skjeldal er nydeligt syngende og spillende som Guillot, og både Melissa Baug og Ana Balestra morer som enkerne Catherine og Denise.
BA-TA-CLAN er et ejendommeligt værk, der udspiller sit i et fjernt imperium, der styres med hård hånd af Fé-Ni-Han (spillet og sunget med passende autoritet af Cláudia Ribas). Men da oprørsgruppen "De sammensvorne" med deres evindelige slagsang bliver lidt for nærgående, kidnapper despoten naturligvis en parisisk operasanger, der skal synge hans pris, samt en flaneur fra Bredgade til at rådgive. De forstår ligeså lidt af sproget i det nye land som despoten, men finder alle tre et fælleskab i det franske.
Fanny Soyer giver en veloplagt og musikalsk portræt af den kidnappede pariserinde og Jacob Skov Andersen bekræfter sit komiske talent som flaneuren fra Bredgade.
Nævnes bør også Steffen Bjerre Jespersen som magtfuld leder af De Sammensvorne. Steffen Bjerre Jespersens sceniske charme er tidligere kommet til udtryk i satiregruppen "Magt", men her får han lejlighed til at vise en hel ny side af talentet, og går det med overbevisning – både som karakterskaber og rent vokalt.
Skal man udsætte noget på denne aften, må det være, at den varer over en halv time længere end angivet på hjemmesiden. Det er simpelthen ikke i orden, og giver et uprofessionelt indtryk, der hverken gavner Operaakademiet eller dets sangere.
Men man bliver alligevel hængende, for chancen for at se disse værker igen er ikke stor, men når de formidles så overskudsagtigt som her, så må man erkende, at Operaakademiet faktisk har valgt rigtigt.
(Michael Søby)
