AMERICAN UTOPIA
★★★★☆☆
Det er den Oscar-belønnede filmskaber Spike Lee, der har skabt koncertfilmen, DAVID BYRNE’S AMERICAN UTOPIA, der står i gæld til en anden koncertfilm med David Byrne, Jonathan Demmes "Stop Making Sense", uden helt at kunne leve op til den.
DAVID BYRNE’S AMERICAN UTOPIA er primært en relativ livligt filmet version af en David Byrne-koncert fra St. James Theatre i New York. En opfindsom koreografi af Annie-B Parson inddrager ikke blot Byrne, men også alle hans dygtige musikere og to ganske forrygende dansere – i alt 12 personer med grå jakkesæt og bare tæer.
Der er dog noget umiskendelig 80’er-agtigt over showet, og på trods af viljen til at være nyskabende og samtidig forankret i sin tid, forbliver DAVID BYRNE’S AMERICAN UTOPIA først og fremmest et nostalgitrip. En enkelt af de tilbageblivende publikummer i salen ser dog ud som om, at han har været på en helt anden form for trip.
Trods de mange musikalske kvaliteter undervejs bliver koncerten en lille smule uudholdelig, efterhånden som de løftede pegefingre tager overhånd.
Det er naturligvis prisværdigt, at David Byrne gerne vil have så mange som muligt til at stemme – også ved lokalvalgene, og han roser også det kor, der har fortolket hans "Welcome to my house" mere gæstfrit end han selv. Alligevel kan han ikke dy sig for at bruge sangen som en undskyldning for at fremhæve sin egen gæstfrihed i sammensætningen af dansere og musikere på scenen.
Koncertens mest overraskende indslag, Janelle Monáes protestsang "Hell You Talmbout", opremser en række af de afro-amerikanere, der har været ofre for politivold. Det bliver dog aldrig helt tydeligt i den noget inforståede præsentation, men David Byrne får igen klappet sig selv lidt på skulderen, fordi han som gammel hvid mand vælger at optræde med en afro-amerikansk kvindes protestsang.
Man havde givet vis nydt koncerten mere, hvis David Byrne og co. blot havde koncentreret sig om musikken, men må alligevel overgive sig, da Byrne og co. efter en smuk acapella-finale render ned blandt det aldrende publikum for siden at cykle afsted – væk fra teatret og fans.
David Byrne anno 2022 er med andre ord på godt og ondt forblevet tro mod sine idealer, og denne koncert-film vil nok primært tiltale hans livslange beundrere, mens andre snarere vil opleve ham som en tør kiks i muntert selskab.
