★★★☆☆☆
Teater Grob på Nørrebro er til lejligheden blevet foret med opulente hvide draperier, og selv publikumspladserne står svøbt i hvidt efter at scenografen Ditte Marie Tygesen har givet teaterrummet en gennemført make-over.
Noget, der ligner en deform dyne, ruller ned af trappen og lander på scenegulvet, hvor det viser sig at indeholde et særegent væsen uden ansigtsudtryk men i skikkelse af Stephanie Nguyen. En art "alien" udstyret med et bizart komputerstyret ordforråd, hvilket åbenbart indebærer lidt for hyppige gentagelser.
Stephanie Nguyen har et udtryksrigt kropssprog og kan også tale med autoritet fra en scene. Men hun svigtes af manuskriptet, der synes at være et opkog af litterære floskler tilsat lidt pseudo-filosofi. Man er således taknemmelig over, at forestillingen kun tager en time, men fortryder dog ikke besøget, da iscenesætter Sargun Oshana trods alt får skabt et fascinerende univers omkring den tvivlsomme tekst.
Teksteksperimentet – der ikke er det første af sin art, selvom Teater Grob gerne vil have os til at tro det – er da også en spændende ide, men helt vellykket kan man ikke kalde resultatet.
Derfor får Sargun Oshana ikke helt den start som chef på Teater Grob, som han kunne have håbet på, men det vil forhåbentlig betyde, at han stiller højere grad til teatrets tekstmateriale i fremtiden. Uden at miste modet til at gå nye veje.
(Michael Søby)
