★★★☆☆☆
På Husets Teater skal vi tilsyneladende overvære en forelæsning på Folkeuniversitetet. Mads Rømer Brolin-Tani gør sin entre i rollen som en temmelig kikset lærer, der forsøger at fortælle en vittighed, han ikke kan huske. Han har også sin egen fanfare med, og minder alt i alt mere om en vikar i folkeskolen.
Vi aner hurtigt en vis neurotisk side i denne lærers karakter, og gradvist – mens han advarer os om internettets grusomheder – aner vi, at der ikke har været sundt for ham at arbejde for google og dagligt udsætte sig selv for disse rædsler.
Emnet er på sin vis mere relevant end nogensinde, og dramatikeren Julie Petrine Glargaard har også nogle interessante iagtagelser. Men stykkets overgange virker ikke altid lige harmoniske og hovedkarakterens udvikling i løbet af en undervisningstime bliver i høj grad et postulat.
Mads Rømer Brolin-Tani gør ellers sit bedste, men det må være svært at forene den fjollede fyr, vi møder i starten med den grædende mand i hjørnet, som vi møder til sidst. Måske lidt mere vildskab ville have klædt Petrea Søes iscenesættelse i betragtning af, hvad vor hovedperson har på samvittigheden? Man savner i al fald noget temperament og en mere markant fysik i forestillingens udtryk.
Nu bliver det i stedet en pæn og nydelig forestilling om et relevant emne, men på Husets Teater er vi sædvanligvis vant til at få mere med hjem. Kun slutscenens lydside kryber for alvor ind under huden på os, men da synes det næsten for sent.
(Michael Søby)
