THE FRENCH DISPATCH

★★★★★★

Instruktøren Wes Anderson bliver stadig mere raffineret i sit filmiske udtryk, og i THE FRENCH DISPATCH overgår han selv de største forventninger. Filmen burde allerede været favorit til flere Oscars, bl.a. for de uforlignelige filmkulisser, men om filmen som helhed fremstår for litterær for det amerikanske mainstream-publikum må tiden vise. Det ændrer dog ikke på, at THE FRENCH DISPATCH er Wes Andersons hovedværk.

Han tager os med til en tid og et sted, hvor journalistisk talent og integritet betød noget. Til en lille fiktiv fransk landsby, hvorfra et sofistiskeret amerikansk magasin – ikke ulig The New Yorker i dets storhedstid – bragte forunderlige historier fra hele kloden ud til en måbende verden.

Wes Andersons film er bygget op efter samme ambitiøse stil, en nydelse grafisk som såvel som intellektuelt, og ligeså gradiøst orkestreret som de historier, den søger at formidle. At der indgår et række flot animerede afsnit understreger blot filmens frodige originalitet.

Størst indtryk gør nok fortællingen om en dødsdømt morder (monumentalt fremstillet af Benicio Del Toro), der for at fortrænge sine tanker begynder at male. Hans værker opnår pludselig verdensberømmelse og takket være kunstmæcen Upshur ‘Maw’ Clampette (gloriøst fremstillet af 90-årige nyligt Tony-belønnede Lois Smith fra "Øst for Paradis") får hans værker et længere liv end han selv.

Enhver film, hvori Timothée Chalamet og Frances McDormand har en sengescene, bør naturligvis ses, og at de tilmed spiller den både mesterligt og vittigt, gør den allerede til et højdepunkt i filmåret.

Owen Wilson morer som en ikke videre elegant tourguide, og Tilda Swinton agerer overklassefrue med lidt for store tænder. Læg dertil Bond-baben Léa Seydoux i en pikant nøgenscene, den temperamentsfulde Lyna Khoudri, en uhyre velspillende Jeffrey Wright som feteret forfatter og Bill Murray som visionær redaktør, og du har filmsæsonens mest sublime filmensemble.

THE FRENCH DISPATCH kræver din fulde opmærksomhed, men bliv ikke overrasket, hvis du bagefter får lyst til at abonnere