100 ÅR
Cinemateket markerer 100-året for Luis García Berlangas fødsel med en beskeden men relevant filmkavalkade og det er der alle mulige gode grunde til at glæde sig over. Alt for længe har han været den mest oversete af de største spanske filmskabere.
Måske fordi han ofte valgte komedien som udtryksform og tilmed havde den frækhed at skabe et utal af kassesucceser. Man kan derfor med en vis ret kalde ham den mest folkelige af alle de spanske mesterinstruktører, men der er sandelig også bid i Berlangas film, hvis man har sans for detaljerne, og f.eks. den spanske censur, som han jævnligt havde sammenstød med, modtog flere gange nogle drøje hug.
I 1953 fik han sit store gennembrud i samarbejde med en anden af de store skikkelser i spansk film, Juan Antonio Bardem (i dag mest kendt som Javier Bardems onkel!). Sammen skrev og iscenesatte de den sprudlende hverdagskomedie "Esa pareja feliz" ("The Happy Couple"), der blev et publikumshit i Spanien – også på grund af to vindende præstationer af de unge stjerner Fernando Fernán Gómez og Elvira Quintillá som henholdsvis Juan og Carmen. I en af filmens scener går det unge par i biografen, kun for at blive berøvet filmens kyssescene. Senere gentager historien sig – i filmens slutscene.
Men det er en anden komedie fra samme år, ligeledes skrevet i samarbejde med Bardem), der for alvor gør Luis Garcia Berlanga kendt udenfor Spaniens grænser. "Bienvenido, Mister Marshall" tager udgangspunkt i den såkaldte Marshall-hjælp, der efter krigen blevet givet til udvalgte krigshærgede lande i Europa til opmuntring og opbygning. En festlig satire, der både har blik for spaniolernes forblændelse af alt fra USA og men også en film med øje for amerikansk imperialisme. "Bienvenido, Mister Marshall" vinder bl.a. pris på filmfestivalen i Cannes. En scene, hvori en skolelærerinde fantaserer om en af de nyankomne amerikanere blev klippet ud, men næsten 50 år senere lavede Berlanga en kortfilm om skolelærerindens drøm. Fordi ret skal være ret.
De danske distributører af "Calabuch" forsøgte at kapitalisere på tilløbsstykket "Prinsessen holder fridag" ved at kalde "Calabuch" for "Professoren holder fridag", men den hoppede publikum ikke på. De gik således glip af Oscar-vinderen Edmund Gwenns sidste præstation, samt et karrierehøjdepunkt for Juan Calvo, men nogen helstøbt film var "Calabuch" ikke. Så var der som udgangspunkt mere at komme efter i "Mirakler hver torsdag", selvom censuren vandaliserede det endelige resultat i en sådan grad, at Berlanga bad om få fjernet sit navn fra filmens rulletekster, men heller ikke på det punkt føjede de ham. Ironisk nok tildelte den spanske forfatterforening filmen en pris med titlen "bedste originale manuskript", da filmen endelig fik premiere flere år efter dens tilblivelse.
I 1961 skaber Luis Garcia Berlanga en af sine mest elskede film, den Oscar-nominerede "Plácido" om en fattig mand, der inviteres med til de riges julefest. Tonen kan minde om Bent Christensen "Harry og kammertjeneren", der også leger med kontrasterne mellem høj og lav, men Belanga har nok i endnu højere grad en politisk bevidsthed, uden at man af den grund kan rubricere ham som en politisk instruktør. På den front var Bardem mere eksplicit som medlem af det kommunistiske parti. Men det Luis Garcia Belanga tog kampene med censuren, og fordi han nok var mere kompromissøgende end Bardem, opnåede han også de bedste resultater, og langt de fleste af hans film fra Franco-filmen formår faktisk at være ganske bramfri, men på en måde så censuren ikke har kunnet klantre ham tilstrækkeligt for det.
Berlangas i den henseende mest dristige værk "El Verdugo" ("The Executioner") fra 1963 regnes af mange for hans vigtigste film. Med kulsort humor beretter han historien om bedemanden, der gifter sig med bødlens datter, og først for sent forstår, at det indebærer, at han med tiden overtager svigerfaderens forretning. Den italienske skuespiller Nino Manfredi (Ettore Scolas "Grimme dumme og beskidte") spiller en af sin fineste roller og for karakterskuespilleren José Isbert blev filmen et karrierehøjdepunkt.
Efter Francos død i 1975 står nyere spanske instruktører på spring for at komme til orde, men i Frankrig får Luis Garcia Berlanga realiseret filmen "Naturlig størrelse", der i den grad signalere nye tiden i sin skildring af en moden mands kødlige forelskelse i en dukke. Han iscenesætter også en trilogi om udfordringerne ved overgangen til et nyt styrre, hvoraf "La Escopeta Nacional" ("The National Shotgun") fra 1978 vises i Cinemateket.
Berlangas opnår en sidste stor triumf i 1993 med "Todos a la cárcel", og belønnes for første gang med Goya-priser for bedste film og bedste instruktion.
Hæderspriser har han heldigvis ikke manglet, og både den spanske filmbranche og det spanske filminstitut skylder ham en stor tak. En håndfuld af hans bedste filmkomedier hører blandt verdens bedste, og når han i "Esa pareja feliz" ("The Happy Couple") vover at tage en scene med fra en af de helt store kærlighedsfilm ("Love Affair" fra 1939 med Irene Dunne og Charles Boyer), så tager han ikke munden for fuld.
Luis Garcia Berlanga var en instruktør med et stort rummeligt hjerte og med et muntert blik på menneskers dårskaber til alle tider.
(Michael Søby)
