★★★★★☆
Den franske film "Deux" distribueres under den internationale titel THE TWO OF US, men der tales altså fransk og gudskelov for det. For Martine Chevallier taler et fortryllende fransk, men formår også uden ord at kommunikere komplekse følelser med sit smukke sarte skuespillertalent.
Hun agerer en ældre kvinde, der igennem et langt liv har haft et hemmeligt forhold til en anden kvinde (en magtfuld Barbara Sukowa). Nu er deres livsbetingelser pludselig forandret, og det giver kærligheden vanskelige vilkår.
THE TWO OF US – eller "Deux" – modtog en Golden Globe-nominering i kategorien bedste udenlandske film og i Frankrig blev den kåret som årets debutfilm. Begge skuespillerinder opnåede nomineringer som årets bedste, og deres samspil er da også filmens største kvalitet.
Instruktøren Filippo Meneghetti minder os om, hvor vigtigt der er at respektere andre menneskers ret til at elske de mennesker, man også selv holder af. Også selvom eller måske netop fordi disse mennesker ikke har samme krav rent juridisk.