★★★★☆☆
Det har været et temmelig vildt opera-år indtil videre, og måske derfor virker Jan Philipp Glogers iscenesættelse af Charles-François Gounods operaudgave af Johann Wolfgang von Goethes FAUST lidt for nydelig, selv den egentlig ikke er det.
Ben Baurs sort-hvide scenografi virkre elegant, men i sagens natur også temmelig kedsommelig rent farvemæssigt.
Man kan ikke nægte, at det katolske Frankrig på Gounods tid også fremstod rigeligt konservativt, men lidt mere kulørt på de driftige og dristige dansere havde ingen skade gjort.
Niels Jørgen Riis debuterer i titelrollen, og kan da stadig nå de høje toner, når det er påkrævet, mens hans kropssprig virker en anelse træt i forhold til sine medspilleres.
Bedre går det for Sofie Elkjær Jensen i den kvindelige hovedrolle, og juvelarien (som Herge lod sig inspirere af i forbindelse med Tintin-bogen "Det gådefulde juveltyveri") bliver et musikalsk højdepunkt i forestillingen. Kyungil Ko giver et interessant bud på djævlen, og nævnes bør endvidere Hanne Fischer for et vittigt portræt af den liderlige Marthe.
Men på trods af flere fine solistpræstationer, så er det i ensemblescenerne, at Charles-François Gounods opera for alvor kommer til sin ret. Operakoret kender kun til vellyd, og dirigenten Marie Jacquot forstår af afstemme det velspillende orkester med diverse sangere.
De medvirkende dansere er noget overraskende ikke fra Den Kongelige Ballet, men fra Tivolis Balletteater – uden at der går noget skår af glædet af den grund.
Faust er en lejeproduktion fra Opernhaus Zürich, men ligeledes en af romantikkens allermest populære franske operaer.
Det skal blive spændende at se om de religiøse islæt mod slutningen vil skræmme folk væk, eller om publikum efterhånden forstår at favne andre former for tro end deres egen.
(Michael Søby)
