MENSTRUP REVYEN 2021

★★★★☆☆

Menstrup Kro hører afgjort blandt Danmarks hyggeligste kroer. Her byder man ikke blot på en ualmindelig lækker tre-retters menu og Danmarks (måske) bedste kransekage, men også på en veloplagt og ret vild efterårsrevy.

Jesper Søgaard står i spidsen for revyen, der i år har fået titlen "En for alle", og han har en herlig folkelig og uforfængelig stil, der ligger på bølgelængde med kroens gæster. Jesper Søgaard formår både at agere brovten mexikaner og være den mest nuttede sidste mink i Europa. Og så synger han, så alle i salen og enkelte udenfor kan høre det.

Jeff Schjerlund er også i år en gevinst for revyen med sin gode energi og sin alsidige musikalitet, selv når materialet er svagt. Han klarer sig heroisk igennem som amerikanske Jack Jukebox, der har lært sig alle danske sange, men synger dem på samme melodi. Nummeret Menstrup International Dance Festivals bygger på en skæg ide om at danse med en dansepartner man aldrig har mødt før, men bliver trukket for langt ud.

Uforlignelig Thomas Mørk har skrevet en skæg provokerende tekst til Maurice Chevalier-sangen "Thank Heaven For Little Girls" fra Vincente Minnellis Oscar-belønnede musical. "Tak himlen for alle piger" bliver fremført af forfatteren selv og Jesper Søgaard – iført kropsnære badedragter, og den skamløse hyldest til piger i alle aldre bliver på een gang uskyldig og alligevel med besk hilsen til et par af årets store "krænkere".

Revyens unge piger Tina Nedergaard og Cecilie Thiim tager det heldigvis med et smil og slipper begge godt fra deres officielle professionelle revydebuter. Tina Nedergaard udviser talent for at spille rapkæftede børn, mens Cecilie Thiim har den tvivlsomme ære at kunne tale ligesom Inger Støjberg. Endnu har de ikke helt den særlige gennemslagskraft, der skal til, når man står på en revyscene, men det kan sagtens ændre sig i løbet af spilleperioden.

Instruktørduoen Claus Reenberg og Nikolaj Tarp har slæbt deress eget nummer "Min mor" med fra Rødvig Revyen, men det havde de nu ikke behøvet. Til gengæld formår de at tilføre resten af revyen en smittende vitalitet, som aftenens gråmelerede publikum kun kan have godt af.

Så man kan roligt løse billet til Menstrup Revyen 2021, der får os til at tro, at sommeren varer lidt længere i år.

 

(Michael Søby)