★★★★★☆
Det Kongelige Teater fortjener ros – ikke kun fordi de flager med Pride-flaget, men også fordi de også i deres repertoire insisterer på at fejre retten til at være den, man er. Mest markant i Falk Richters kulørte PRIDE-forestilling, der ikke blot aer et homo-publikum med hårerne, men også udfordrer og provokerer homoer såvel som heteroer.
Wolfgang Menardis spektakulære kaosscenografi på Skuespilhusets store scene danner grobund for det brogede manuskript, som Falk Richter har udarbejdet sammen med de medvirkende. Det er tilsyneladende de medvirkendes homokunstneres egne historier, som man kan spejle sig i – uden nødvendigvis at kunne genkende sig selv.
Der tales overvejende engelsk i stykket, men også spansk, fransk med mere benyttes undervejs. En del kunstnere af udenlandsk herkomst medvirker, og bidrager med personlige erfaringer til et mere komplekst portræt af homokultur anno 2021, end vi sædvanligvis ser. Selv hvis man ikke er repræsenteret på scenen, føler man sig i det mindste inkluderet, og den generøse ånd på scenen synes også at omfatte heteroseksuelle.
De visuelle billeder pendler mest mellem kitsch og glamour, og trængslerne går hånd i hånd med de oplivende hændelser, der også hører med til et moderne "queer" liv. Strejf af skæv humor får det hele til at glide ned – og gør os tilmed en smule stolte af disse modige mærkelige mennesker. Hurra for Adil Laboudi, Anton Hjejle, Beck Heiberg, Johannes Lilleøre, Lukas Karvelis, Sofia Södergård, Xenia Noetzelmann – og alle de andre derude.
Glædeligt og klædeligt er det, at man også evner at se ud over egen næsetip. Man nøjes ikke med at registrere den skræmmende aktuelle udvikling i bl.a. Rusland, Ungarn og Polen, men konfronterer publikum med det brændende spørgsmål: "Hvad kan vi gøre?". En påmindelse om det fælles ansvar, som mange glemmer i jagten på eller i den kun tilsyneladende hellige parkultur. Først når vi vedkender os og handler på et ansvar udenfor hjemmet, kan vi for alvor tillader os at flage med Pride-flaget – og det kan Det Kongelige Teater gudskelov i år.
(Michael Søby)
