★★★★☆☆
Har Mette Marckmann nogensinde været bedre på en scene? Så skal vi i al fald tilbage til Trille-cabareten “Et lille lys i mørket”, som i øvrigt godt kunne tåle et gensyn i opdateret udgave.
Men som tre vidt forskellige kvinder, hvis skæbner flettes ind i hinanden i det evige brændpunkt kaldet Israel, får hun mulighed for at vise alt for sjældent sete facetter i et talent, som tydeligvis vil andet end revy.
Ikke på den måde, at forestillingen primært bliver en skuespillers opvisning på bekostning af teksten. I Jan Hertz har hun fundet en iscenesætter, der aldrig svigter Stefano Massinis ord til fordel for hult skuespilleri, og netop fordi Mette Marckmann blot stiller sig til rådighed for teksten uden at prøve på at imponere os, bliver JEG TROR KUN PÅ EN GUD/ET HAD en sejr for dramatikeren, for iscenesætteren og for Mette Marckmann.
Et tørklæde er alt, hvad en engageret Mette Marckmann har brug for til at markere skiftene mellem karaktererne, og en enkel men atmosfæregivende lyssætning agerer medfortæller på Café Liva.
Fem kvarter med stigende spændingskurve jo tættere, vi kommer på de dramatiske begivenheder, hvor spørgsmål om liv eller død pludselig bliver skræmmende relevante for de tre kvinder: En ung palestinænser med martyrdrømme, en jødisk professor, der mister troen på fred i takt med at attentaterne kommer nærmere, og en amerikansk soldat, som er blev udsendt for at skabe fred – uden anelse om, hvad der er rigtigt og hvad der er forkert.
JEG TROR KUN PÅ EN GUD/ET HAD har perspektiver på tværs af landegrænser og kunne for så vidt udspille sig i andre terrorramte lande. Dejligt at man også har mod på at spille denne form for aktuel dramatik på Café Liva – det var lige, hvad der manglede. Et lille lys i mørket.
(Michael Søby)
