LOS LOBOS

★★★★★☆

Samuel Kishi har både skrevet og instrueret den fine lille mexikanske filmperle, der ikke ufortjent er blevet udvalgt som månedens film i Cinemateket.

Vi møder en fattig mexikansk kvinde, der er kommer til USA sammen med sine to børn for at arbejde. Da hendes økonomiske situation er elendig kommer hun til at bo et lidet attraktivt sted fjern fra sit arbejde, og hendes to små børn efterlades alene hjemme i et usselt værelse.

Livet udenfor lokker naturligvis de små og en kinesisk kvinde får medlidenhed med dem, og sørger for, at de får lidt mad og snacks.

Men der er også en gruppe store drenge, som gerne vil lege med den ældste af børnene, men det får desværre problematiske konsekvenser. Da moderen vender træt hjem fra arbejde er hendes surt optjente penge forsvundet.

LOS LOBOS er en stilfærdig hjertegribende beretning om en lille emigrantfilm, der blot forsøger at klare sig så godt som muligt – men nogen gange er det bare ikke nok.

Martha Reyes Arias tegner et fint portræt af den hårdt prøvede mor. Maximiliano og Leonardo Nájar Márquez, der også i virkeligheden kan kalde sig brødre, er et par rigtige hjerteknusere. Cici Lau gør også indtryk som den kinesiske kvinde, Fru Chan.

LOS LOBOS er en af de film, der alt for let drukner i samlede repertoire, og det er synd. For både LOS LOBOS og Cinematekets store Latino-filmfestival fortjener dit besøg.