THE CONJURING 3

★☆☆☆☆☆

Tredje del i serien om "Nattens dæmoner" for kun dansk biografpremiere i det mindst mulige antal biografer, men det er stadig for mange! For trods et par solide skuespillerpræstationer og et vis teknisk niveau, så er det stadig en gang væmmelig vås, som instruktøren Michael Chaves ("The Curse of La Llorona") forsøger at sælge os, som var det den rene og skære sandhed.

Atter engang er udgangspunktet en sag, som parret Ed og Lorraine Warren har efterforsket, og atter skal vi belemres med en absurd historie, som man forsøger at gøre troværdig ved at kategorisere den som paranormal.

Den slet ikke talentløse Ruairi O’Connor spiller en ung mand, der i den danske oversættelse har fået navnet Arne Cheyenne Johnson… Allerede her bliver man bekymret. Den unge mand har begået et mord – men han var tilsyneladende besat i gerningsøjeblikket. Spørgmålet er så, om det fritager ham for det juridiske ansvar?

Patrick Wilson, der vist aldrig blev andet end lovende, ser stadig mere livstræt ud, for hver film i denne serie, han medvirker i. Omvendt agerer Vera Farmiga med en ildhu, som næsten får os til at tro, at hun tror på projektet. Men hun har vel også en husleje at betale?

De biografdirektører, der måtte vælge at spille denne ækle film, hvori et lille barn overhældes med filmblod, fortjener først ros, når de tager filmen af plakaten.