★★★★★☆
Den svenske pige Greta Thunberg tog første skridt på vejen til verdensberømmelse, da hun nægtede at gå i skole i protest mod politikernes negligering af klimakrisen. Instruktøren Nathan Grossman formår i sin dokumentarfilm GRETA ("I Am Greta") at komme ind bag facaden på denne bemærkelsesværdige pige, der har formået at konfrontere verdens mægtigste mænd med nærgående klimaspørgsmål.
Vi får et indtryk af, at Greta er en umådelig viljestærk pige, der ikke anser sin aspergers-diagnose som et problem, men snarere som en del af den, hun er. Faderen Svante hjælpe hende med at overholde spisetiderne, men synes sjældent at få et ben til jorden med hensyn til de ofte meget direkte taler, hun holder.
Vi oplever, at Greta bliver stadig mere emotionel i takt med, at udfordringerne til hende vokser og på båden til New York når hun til den konklusion, at hun har hjemve og at det hele er blevet for meget for hende. Men da hun så ser alle de mange mennesker, der samlet for at hylde hende ved ankomsten til USA, bliver hun bevæget og man fornemmer, at det trods alt har været alle strabasser værd.
Kampen med at balance den almindelige skolegang med verdensberømmelse er tydeligvis ikke nem, men hendes flotte resultater i skolen viser i al fald, at hun ikke hidtil har forsømt skolen mere end godt er. Hun griner i første omgang af de mange hatemails og grovkornede udmeldinger fra voksne politikere, der burde vide bedre, men kameraet fastholde hendes ansigt indtil vi aner smerten.
Vi forlader biografen med ønske om, at det vil gå Greta godt og at der vitterligt er mening med hendes personlige projekt, som har fanget en hel verdens opmærksomhed. Vi registrerer dog også, at selvom man kun er en lille pige, kan man godt misbruges i PR-sammenhænge af de tunge drenge i det politiske liv. Dødstruslerne mod hende kunne end ikke hendes forældre have forudset, og fremstår som uhyggelige symboler på, at selve den demokratiske proces er under gevaldigt pres i disse år.
