★★★☆☆☆
Man forstår godt, at Folketeatret har fået lyst til at lave en forestilling, der tager udgangspunkt i Emma Gads "Takt og Tone". For det giver en ganske enestående mulighed for at sammenligne livet for over 100 år siden og nu.
Folketeatret har allieret sig med de seks kvinder bag succesforestillingen "Lillys Danmarkshistorie", men helt samme niveau når man ikke denne gang. De medvirkende skuespillere skal på skift portrætere Emma Gad, og vi præsenteres også for karrikerede udgaver af hendes familie. Diverse Emma Gad-citater bliver springbræt for nyere sange, der synes at skulle kommentere, hvad vi lige har hørt.
Men vi får først til sidst lov til selv at danne vores mening om de citater, vi hører. De fremføres hyppigst i en temmelig overdreven "gammel" stil, som muligvis skal virke komisk, men som i stedet skaber en unødvendig afstand. Vi må ikke selv lægge to og to sammen, men skal påduttes et bestemt syn på de citater, vi hører – fordi en sang følger efter, der knytter sig til denne påduttede holdning.
Det er derfor ikke Emma, der synes ude at takt, men derimod forestillingen i forhold til sit publikum. Det er som om, at dramatikeren Vivian Nielsen og iscenesætter Madeleine Røn Juul ikke helt har fundet fælles fodslag, selvom de begge tydeligvis har talent Måske de i stedet skulle være gået sammen om at bearbejde et af Emma Gads skuespil – det ville for alvor have været en udfordring – også for publikum.
EMMA UDE AT TAKT taler i for høj grad ned til os, som var vi børn, hvilket understreges af den let omskrevne børnesang, der af uforklarlige grunde skal danne rammen om forestillingen.
De vokale arrangementer kan man ikke sætte en finger på, og især Christiane Bjørg Nielsen og Birgitte Raaberg får lejlighed til at lufte deres velkendte musikalitet.
Men når det kommer til regulær tekstformidling, lytter man dog helst til Pia Rosenbaum, hvad enten hun agerer Emma Gad eller spiller en moderne coach. Pia Rosenbaum er også den, der slipper bedst afsted med at lave en slags parodi på en berømt kulturpersonlig (Klaus Rifbjerg), og der skal i al fald mere end en lille sort paryk til at få Birgitte Raaberg til at illudere som Asta Nielsen.
Først mod slutningen er det som om, at ordene får plads fremfor fortolkningen, og vi indser, hvor meget Emma Gad også kan sige os i dag – hvis hun får lov. Derfor skal hun også have det sidste ord her:
"Kun een Hovedregel for alt menneskeligt Samkvem bliver aldrig forældet. Det er den at handle mod sine Medmennesker ud fra et godt Hjerte."
(Michael Søby)
