★★★★★☆
Bag titlen DE SÆRLIGE gemmer der sig et fransk komedie-drama med titlen "Hors Normes". Filmen er instrueret af duoen Olivier Nakache og Eric Toledano, der opnåede global succes med komedien "De urørlige". DE SÆRLIGE har også morsomme momenter, men forekommer endnu dybere og finere i sin skildring af samfundets outsidere.
Denne gang er det mennesker med svær autisme, der får fokus. Mennesker, hvor både samfundet og familien har opgivet al håb, og hvor aggressiviteten synes at være den eneste form for kommunikation, der er tilbage, for den stakkel, man har ladt i stikken.
DE SÆRLIGE fokuserer på et af de uautoriserede steder, der tager sig af alle de sværeste sager, fordi disse sager blevet afvist andre steder på grund af omkostningerne.
Vincent Cassel og Reda Kateb spiller helt overbevisende to meget forskellige ildsjæle, der kæmper med hjælpe mennesker, som ingen vil hjælpe. Hvor ansatte på offentlige institutioner benytter sig af tvangsmedicinering og fastspænding for at kunne håndtere det daglige pres, forsøger den uautoriserede organisation rent faktisk at hjælpe hver enkelte. Ikke alle har den uddannelse, der kræves eller de erfaringer, der skal til, så der bliver begået fejl, men der sker heldigvis små fremskridt, og det er disse fremskridt, der rammer os i hjertet.
Benjamin Lesieur bevæger som en af de mest krævende klienter, og Hélène Vincent, som vi netop har nydt i Francois Ozons "Med guds vilje", viser atter, hvorfor hun regnes blandt Frankrigs største karakterskuespillerinder i rollen som hans mor.
Vi får også et velkomment gensyn med Catherine Mouchet, der i midten af 1980erne gjorde et uudsletteligt indtryk som den unge nonne "Thérese".
Sidste års store franske hjerteknuser var adoptionsfilmen "I dine hænder". I år hedder filmen DE SÆRLIGE.