LES MISÉRABLES

★★★★★☆

Den opsigtsvækkende storfilm LES MISÉRABLES udspiller i kølvandet på den franske sejr i fodbold-VM anno 2005. Optøjer mellem civile og politi udvikler sig til regulære kampe, der bringer mindelser om sammenstødene under den franske revolution og som samtidig afspejler pulsen i Frankrig lige nu.

En hær af gule veste vidner om en befolkning, der alt for længe har måtte finde sig i for meget. Ved at anlægge det historiske perspektiv blev Ladj Lys fænomenalt dynamiske instruktørdebut en blodig knytnæve i hjertet på det franske borgerskab, der i århundreder har udvist økonomisk foragt overfor samfundets svageste.

Stéphane, en ung idealistisk gadebetjent, er forflyttet til det betændte ghettokvarter Montfermeil i udkanten af Paris. Men hans kollegers metoder støder ham allerede fra start, og han forsøger at finde en balance mellem at tilpasse sig og være tro mod sine idealer.

Damien Bonnard (der sidste år blev César-nomineret for komedien "En liberté!") giver fint udtryk for Stéphanes splittelse, men det er Alexis Manenti i rollen som den stadig mere problematiske kollega Chris, der for alvor fanger vores opmærksomhed.

Djibril Zonga, Issa Perica og Jeanne Balibar (som vi sidste så i en birolle i den polske film "Cold War") gør det også glimrende i væsentlige roller, samtidig med at vi både rystes og forarges over den nærgående dokumentarisme, som strømmer gennem filmen.

LES MISÉRABLES er således et must, hvis man vil forstå, hvad det er, der foregår i Frankrig lige netop nu. Den er da også både nomineret til en Golden Globe og shortlisted til den Oscar, som den fortjener at blive nomineret til i kategorien bedste internationale film (tidligere bedste udenlandske film).