★★★★☆☆
Stephen Sondheim har med hovedværkerne "Søndag i en park med George", "Follies" og "A Little Night Music" skabt sig et velfortjent ry som en af musical-verdens største begavelser. Hans bloddryppende beretning om massemorderen "Sweeney Todd" hører blandt hans mest populære værker, hvad Tim Burtons filmudgave med Johnny Depp i hovedrollen cementerede. Af de danske Sweeney’er huskes især Flemming Enevolds version på Aarhus Teater og Nis Bank-Mikkelsens udgave på Østre Gasværk, og i Sverige fik Peter Jöback en stor personlig succes i den krævende titelrolle
I Operaen har man i sagens natur besat samtlige væsentlige roller med operasangere. Og selvom det faktum, at de bruger mikrofoner, giver mulighed for i højere grad at betone spillet, er man aldrig i tvivl om, at det er operasangere, der synger musical. Det er der givet mange i Operaen, der er glade for, selvom det forekommer utænkeligt, at man vil sætte Fredericia Teaters ensemble til at synge en opera.
Men på de givne betingelser er forestillingen i al fald musikalsk vellykket – også takket være koret, Det Kongelige Kapel samt dirigenten Ian Ryan. Men først og fremmest fordi, at Palle Knudsen næppe nogensinde har sunget og spillet bedre end som SWEENEY TODD. Her er både karisma og farlighed, men bag de grusomme handlinger aner man gradvist en fortabt mand.
Susanne Resmark er også et langt stykke af vejen en skøn Mrs. Lovett, selvom de, der husker Angela Lansbury i originalproduktionen, ved at rollen kan spilles med endnu flere facetter. Og vi havde gerne undværet Resmarks musikalske hilsen til "The Sound of Music", da hun på vej op af trappen synger "Climb Every Mountain". Denne form for indforstået musical-komik hører ikke hjemme i et seriøst værk som "Sweeney Todd".
Nicholas Morton er en glimrende Anthony Hope både sangligt og spillemæssigt, og Gert-Henning Jensen får som Adolfo skabt en skæg figur. Den musikalske højdepunkt bliver dog, da den unge Frederik Rolin i rollen som den lille Tobias giver en usædvanlig fin fortolkning af "Nothing’s Gonna Harm You", forestillingens smukkeste sang.
Colin Richmonds scenografi kan en del, men løsningerne forekommer ikke altid lige elegante. Det samme kan siges om James Brinings iscenesættelse, der forfalder for meget til splat undervejs og glemmer en af de vigtigste læresætninger, når man laver teater, nemlig "less is more". Det gælder også for forestillingens længde, da tre timer er lige i overkanten af, hvad denne historie kan bære.
Men alt i alt bliver SWEENEY TODD en vellykket satsning for Den Kongelige Opera, og ønsker man at fortsætte med at udfordre sine sangere på denne måde, synes værker som den eventyrlige "Carousel" og den Tony-belønnede who-done-it-musical "The Mystery of Edwin Drood" som oplagte bud.
(Michael Søby)
