★★★★★☆
Noget af det smukkeste, man kan opleve i et teater, er, når den rigtige skuespiller får den rigtige rolle på det rigtige tidspunkt. Det er, hvad Ulver Skuli Abildgaard gør på Vendsyssel Teater i Hjørring. Han spiller rollen som JEPPE PÅ BJERGET med en selvfølgelighed og en humanisme, som når langt ud over komedierammerne. Denne Jeppe er alkoholiker, en tøffelhelt og et skvat, men han er først og sidst et menneske.
Isceesætteren Geir Sveass er i lighed med Ludvig Holberg født i Norge og har da også stået i spidsen for en lang række Holberg-forestillinger bl.a. "Ulysses von Itachia" på Det Norske Teatret i 1983.
Geir Sveass var også manden, der instruerede Ulver Skuli Abildgaards gennembrudsforestilling og da Sveass sad i direktørstolen i Aalborg betød det også flere gode roller til Ulver Skuli Abildgaard. JEPPE PÅ BJERGET kan derfor ses som kulminationen på deres samarbejde.
Ulver Skuli Abildgaard har næppe været bedre, siden han for knap 20 år siden spillede hovedrollen som den transseksuelle Elvira i Rainer Werner Fassbinders "I et år med 13 måner" på Mammut Teatret. Men han er trods alt ikke alene på scenen.
Linnea Voss undgår behændigt at gøre Nille til den karikatur, hun ofte ender som, og vi ser i stedet en dybt fortvivlet kvinde, der bruger sin arrigskab til at holde sig oppe. Donald Andersen spiller en herlig lumsk Jakob Skomager, og ikke uden gavtyvens charme.
Jakob Højlev Jørgensen er den skrækkeligt affekterede baron, der med magtens arrogance sparker nedad mod samfundets bund, hvor Jeppe sover sin rus ud. Troels Kortegaard Ullerup og Jacob Weble morer som hans to kække lakajer, der gi’r den gas som dansende doktorer og som advokater med hang til både løgn og latin.
Marianne Nilssons ellipseformede scenografi bliver blandt andet et fysisk billede på, hvordan nogle mennesker bliver mast af andre, og den korngule farve, som vi fra start ser i bunden på baronens seng, går igen i den med rette niveaudelte scene.
Komponisten Henrik Baloo Andersen – til lejligheden sminket og klædt på som repræsentant for magthaverne, minder os om, at han sandelig kan meget andet end at stå for musikken til Hjørring Revyen. En 007-vignet virker dog lidt "over-the-top" og man havde heller ikke behøvet underlægningsmusik til scenen, hvor Jeppe tager afsked med sine kære. Der ville ordene og Ulver Skuli Abildgaards bevægende spil have været nok.
Men Henrik Baloo Andersen bærer dog en stor del af ansvaret for, at denne JEPPE PÅ BJERGET virker så musikalsk, godt hjulpet af koreografen Jeanette Binderup-Schultz.
Vedvarende ydmygelser kan få et menneske til at isolere sig og i sidste ende knuse det. JEPPE PÅ BJERGET nøjes ikke med at være til grin på Vendsyssel Teaters store scene, men kæmper med at forstå og acceptere de nedværdigende oplevelser, han har været igennem. Til han en dag måske vælger at forlade os for at gå den vej, man kun kan gå alene.
På Vendsyssel Teater mærker vi en smerte, der afføder empati fra tilskuerne, og det er på mange måder den fineste effekt, man kan håbe på.
(Michael Søby)
