★★★★★☆
James Mangold, hvis nydelige CV tæller titler som “Heavy”, “Girl, Interupted” og “Walk the Line”, har med LE MANS ’66 begået sin hidtil bedste film.
Med en spilletid på ca. over to-en-halv time kan den synes rigelig lang, men der er på den anden side ingen scener, man ville have undværet i denne præcist klippede og generelt uhyre velproducerede film.
Originaltitlen “Ford v Ferrari” giver mere mening i forhold til filmens handling, og man bør ikke forveksle titlen med den semidokumentariske Golden Globe-nominerede Steve Macqueen-film “Le Mans” fra 1971 eller for den sags skyld John Frankenheimers 3-dobbelte Oscar-vinder “Grand Prix” fra 1966 med James Garner, Yves Montand og Toshirô Mifune.
Matt Damon har hovedrollen som den amerikanske bildesigner Carroll Shelby, der teamer op med den tidligere racerkører Ken Miles i håb om at kunne skabe en bil, der kan vinde det berømte 24-timers ræs Le Mans.
Matt Damon spiller Caroll Shelby med både format og værdighed, men det er Christian Bale, der i rollen som den temperamentsfulde Ken Miles atter er på Oscar-kurs. Noah Jupe, der allerede i George Clooneys “Suburbicon” formåede at stjæle billedet fra Matt Damon, er bedårende som Bales lille søn.
Tracy Letts, som for nyligt vandt en Tony-pris for rollen som George i “Hvem er bange for Virginia Woolf?” på Broadway, har sin hidtil bedste filmrolle som den undervurdere Henry Ford den anden, og kan også meget vel havne i Oscar-kapløbet. Tracy Letts er i forvejen en Pulitzer-prisbelønnet dramatiker af “Min familie” (“August: Osage County”), der indbragte Meryl Streep og Julia Roberts Oscar-nomineringer og som gav Ghita Nørby en pragtrolle i en anmelderrost opsætning på Betty Nansen Teatret.
LE MANS ’66 har både en stort anlagt historie, et fint tidsbillede, fængende mandlige karakterer og nogle elementært spændende racerløbsoptagelser. Den fremstår således endnu bedre end Ron Howards velspillede “Race” og fortjener øjeblikkelig status som den generelt mest tilfredstillende film om dette emne, som vi endnu har set.
