★★★★★☆
Klaus Härö hører blandt Nordens største men også mest oversete instruktører. Film som “Elina – som om jeg ikke fandtes”, “Mother of Mine” og den Golden Globe-nominerede “Fægteren” vidner om en intelligent og følsom historiefortæller med en fin psykologisk indsigt og et teknisk mesterskab.
Klaus Härö er desuden en vidunderlig personinstruktør, og både Bibi Andersson (“Elina som jeg ikke fandtes” og Maria Lundquist (“Mother of Mine”) vandt Det svenske filmakademis Guldbagge-priser for deres præstationer i Klaus Härös film.
Den finske skuespiller Heikki Nousiainen synes også at være priskandidat for sit diskrete lidenskabelige portræt af kunstsamleren Olavi. Livet har ikke været nogen dans på roser for den gamle mand, og hans forhold til datteren Lea (Pirjo Lonka) har i årevis været anstrengt. Men da hendes søn mangler en praktikplads kan han ikke undslå sig, og langsomt knytter der sig et bånd mellem den gamle mand og barnebarnet Otto (Amos Brotherus).
Otto er ikke som sådan kunstinteresseret, men da han lærer kunstens værdi at kende, vokser interessen gradvis. Bedstefaderen drømmer om at gøre et sidste scoop, inden han afhænder sin kunstforretning og trækker sig tilbage. Og en dag forelsker han sig fuldstændig i et billed i en grad, at han sætter alt hvad han ejer på spil. Med barnebarnet som stadig mere kyndig hjælper gælder det nu om at kunne dokumentere billedets værdi, så den dristige satsning ikke har været forgæves.
Men takt og finfølelse skildrer Klaus Härö en svækket kæmpes kamp for den sidste smule værdighed og på at være nogen for den familie, som han til dels har svigtet. Det er både lune og latter undervejs, men mest af alt en stilfærdig melankoli, som luner på en kold efterårsdag.
SIDSTE BUD er ikke en film, der gør meget væsen af sig, men den er ikke desto mindre ugens smukkeste film.
