★★★★☆☆
Den iranske instruktør gjorde sig allerede fordelagtig bemærket i 1995 med filmen “The White Balloon”), men det var guldløve-vinderen “Cirklen”, der placerede ham blandt tidens største og mest dristige filmskabere. Gentagne gange er han blevet fængslet og fået husarrest på grund af sine systemkritiske værker, men han formår alligevel at holde sin produktion i gang ved hjælp af små velskrevne film.
Hans kunstneriske minimalisme er forbilledlig, hvad også TRE KVINDER er et typisk eksempel på.
Der er simpelthen ikke grænser for, hvad en mand som Jafar Panahi kan formidle, og hans skildring af livet i en lille bjerglandsby er i al stilfærdighed ganske chokerende.
En video til en af hans stjerneskuespillere sætter hans egen filmproduktion på stand-by, og sammen med skuespillerinde begiver han sig på en menneskejagt til et tilsyneladende glemt mini-samfund, der lever efter egne regler – og som synes at høre en anden tidsalder til.
TRE KVINDER er også et portræt af tre kvinder med tre vidt forskellige skæbner, men alle med filmmediet som en afgørende faktor i deres tilværelse. Filmen vandt slet ikke ufortjent manuskriptprisen på filmfestivalen i Cannes.
