★☆☆☆☆☆
Graense-loes har fra tid til andet skabt seværdigt teater, men kvaliteten har vist sig nærmest uhyggelig svingende. Deres sidste store hit “Love Me Tender” var en nænsom og ganske kær børneforestilling, hvor publikum blev som små igen i en gigantisk børneseng.
Men deres seneste projekt BANG BANG HAPPY MAN, der p.t. kan ses på Husets Teater, forekommer helt forfejlet. En drejescene proppet med forgyldte amerikanske ikoner som frihedsgudinden og Mickey Mouse er midtpunkt i en såkaldt ungdomsforestilling om jagten på lykken udtænkt af Katrine Karlsen og Sissel Romm Christensen.
BANG BANG HAPPY MAN formår på een gang at være pinlig selvhøjtidelig, håbløs banal og møgirriterende. Hvordan har dette projekt dog kunne få støttekroner, når det er så godt som blottet for kunstnerisk værdi og ikke mindst på manuskriptplan forekommer så defust og samtidig så krukket. Det burde man da kunne have set, inden teksten gik i produktion? Så havde man sparet os for en forestilling, der synes nærmest ulidelig at overvære.
Kvinden taler for det meste med kælen babystemme, manden virker håbløs prætentiøs. Musikeren Mads Mourist slipper nådigst fra at medvirke med diverse enkle country-melodier uden alt for meget indhold.
Min unge ledsager havde overvejet at skrive om forestilling men måtte opgive, selvom han rent aldersmæssigt tilhørte målgruppen.
Værst fremstår forestillingen, når publikum selv skal svare på indfølte spørgsmål: “Hvornår var du sidst lykkelig?” Her svares høfligt af mere eller mindre pinligt berørte stakler, og næsten inden de får svaret, hører man et forstående, medfølende og klamt påklistret “mmmm” fra den nikkende spørger, for det er jo ingen forkerte svar, vi skal bare “føle” sammen. Og så bliver det jo først ligegyldigt, hvad man svarer.
Intet under at flere undlod at klappe.
Hvornår var jeg sidst lykkelig? Da forestillingen BANG BANG HAPPY MAN var forbi.
(Michael Søby)
