★★★☆☆☆
Forestillingen synes at være gået i gang, inden den egentlig er det.
Jeg er kommet i god tid og har placeret mig bagerst på en yderplads af flere årsager, og kort før forestillingens start er der en kvinde, der stiller sig ved siden af mig og taler højlydt om 8 sammenhængende pladser. Der er masser af pladser – også ved siden af mig, men hun kigger gentagne gange på mig og med et stadig mere intimiderende kropssprog. Til sidst siger hun, om jeg har noget imod at flytte mig. Jeg forklarer hende, at jeg netop var kommet i god tid for at få en ydreplads. Så skærer hun ansigt, og siger fornærmet, at så var det sandelig godt, at jeg kom i god tid! Her vælger jeg i håb om større forståelse at fortælle hvad sandt er, at jeg har fået konstateret gigt i det ene ben og derfor er bedst tilpas ved at sidde ud til en gang. Da bliver jeg overfuset af kvinden i et helt andet toneleje, indtil jeg meddeler, at samtalen for mit vedkommende er slut. Så drejer hun om på hælen og hendes veninde siger til mig: "Det er vist godt, at du skal se en forestilling om racisme!".
Hvad?!!! Er forestillingen allerede i gang? Det viser sig ikke at være tilfældet.
Først da en ung sort mand og en ældre hvid kvinde indtager scenen kan vi begynde. De poserer som nøgne croquis-modeller for publikum og hinanden, alt imens de fortæller os om deres oplevelser med at være henholdsvis sort og kvinde i dagens Danmark.
De læser på skift et uddrag af en Jørgen Leth-bog, hvori han beskriver mødet med en af de lokale purunge kvinder, som bliver hans elskerinde. De skifter roller undervejs, således at når den ene taler som Jørgen Leth, agerer den anden ung pige, hvilket giver en bizar leg med diverse magtbalancer: Mænd vs kvinder, hvid vs sort, ung vs. gammel. Ingen af legene stiller dog Jørgen Leth i heldigt lys.
De skiftes til at skælde hinanden ud – mens den anden ikke må svare. Gradvist udvikler deres relation sig grimt, så de for sagt alle de forbudte ord til hinanden: Luder, neger etc etc. Og så: Ingen kommentar. Uanset hvad de udsætter sig selv og hinanden for: Ingen kommentar.
De mange gentagelser af denne replik bringer mig uvilkårligt tilbage til den forulempelse, som for mig blev åbningen på denne teateraften. Er "ingen kommentar" nok? Kvinden sad i øvrigt og småsnakkede så meget under det meste af forestillingen, at en af de andre publikummer skiftede plads og først da en tredje hyssede, greb personalet ind.
Skulle jeg også have hævet stemmen – i stedet for på min måde at sige "Ingen kommentar"? Er det der, vi er? Har vi accepterede tingenes tilstand? Kan vi overhovedet tage til genmæle længere eller er debatten for længst kørt helt af sporet?
Besøget på S/H rejser en lang række spørgsmål, men besvarer ingen. Det er forestillingens begrænsning. For det er unægteligt nemt at puste til problemerne – uden selv at tage ansvar.
Derfor kan man selvfølgelig godt beundre Karin Bang Heinemeier og Mohamed Ali Osmans mod til på denne måde at stå for skud samt Morten Burians dristige og provokerende iscenesættelse.
Men er det nok?
Ingen kommentar.
(Michael Søby)
