★★★☆☆☆
Med så dygtige prisbelønnede kunstner som dramatikeren Line Mørkeby, instruktøren Martin Lyngby og scenografen Benjamin La Cour knyttet til projektet forekommer det ubegribeligt, at SANNE – THE MUSICAL kan skuffe. Men det gør den altså – og på flere fronter.
Manuskriptet forekommer mere end almindelig banalt selv i musical-sammenhæng. Man har bl.a. fået den ulyksaglige ide, at Sanne skal synge, mens hun ligger lammet på en hospitalsbåre og sågar efter at hun er blevet indlagt, og man har konstateret, at hun har mistet talens brug! Noget lignende fungerede i filmmusicalen "All That Jazz", men det var en bevidst grotesk musical proppet med sort humor. Dette er en moderne musical om en hårdt prøvet kvinde, der tilmed lever endnu, så bare et minimum af god smag ville have været på sin plads.
Scenografisk trækker Benjamin La Cour alt for store veksler på nogle gardiner, hvorpå der projiceres billeder i een uendelighed. Særligt kønt bliver det aldrig, men i bedste fald funktionelt, omend stadig det grimmeste, vi endnu har set fra Benjamin La Cours hånd, og de klodsede sceneskift hjælper ikke. Man forstyrres flere gange af sceneteknikkere, der pludselig kommer ind i en scene for at flytte rundt på elementer i scenografien.
Selve Sanne-figuren fordeles på tre kvinder i forskellige aldre. Vokalt rammer de alle ganske godt alle tre, men rent dramatisk synes der p.t. at være begrænsninger.
Andrea Heick Gadeberg er lovlig fad i starten, men i andet akt træder hun mere i karakter, da hun skal synge en af Sannes signatursange. Nina Maria Schjødt Lybæk-Hansen spiller Sanne i en tid, der ikke var præget af reflektion, og også hun kommer mest til sin ret, når hun synger. Gry Trampedach slipper bedst fra begge dele, og kan ikke gøre for, at nogle af scenerne hun placeres i virker skamløst sentimentale og næsten ufriviligt komiske. Det øvrige ensemble spiller i øst og vest,, og hvorfor må David Owes Mats Ronander ikke tale svensk eller bare med svensk accent?
Heldigvis er der sangene, som redder meget hjem – godt hjulpet af et velspillende orkester, der virkelig formår at trykke den af, så det kan mærkes.
Men man var denne dag bedre tjent med at besøge Tivoli om aftenen, hvor Lis Sørensen, Anne Linnet OG den virkelige Sanne Salomonsen lukkede og slukkede sæsonen. Her så man den rigtige Sanne, ægte og ærlig, og en kvinde, der som performer stadig har få ligemænd og -kvinder i branchen.
(Michael Søby)
