★★★★★☆
Viggo Mortensen overrasker atter engang som den ikke altid lige dannede chauffør Tony Lip, der får til opgave at køre en berømt afro-amerikansk musiker rundt i sydstaterne på turné.
Det bliver en fælles rejse, der afspejler den forskelbehandling mellem sort og hvid, der eksistererede i de tidlige 60ere, men det bliver også en tur, der formår at knytte bånd mellem to meget forskellige mennesker.
Peter Farrelly, der mest er kendt for sjove men platte komedier som "Dum og dummere" samt "Vild med Mary", imponerer som instruktør. Både ved et præcist tidsbillede (scenografisk, kostumemæssigt og musikalsk) og ved at formidle komplekse problematikker på folkelig og forståelig vis.
Han har selv bidraget til det forbilledlige manuskript, der finder en perfekt balance mellem sjov og alvor, som den holder hele vejen.
Viggo Mortensen er velsignet med en formidabel medspiller i Mahershala Alis elegante skikkelse. Ali vandt allerede Oscar’en for bedste mandlige birollepræstation for et par år siden takket være en mindre rolle i "Moonlight" af Barry Jenkins. Men han synes ikke at være til at komme udenom i år.
Rami Malik er stadig favorit til hovedrolle-Oscar’en for "Bohemian Rhapsody" med Christian Bales indsats i "Vice" lige efter, men man skal bestemt ikke udelukke Viggo Mortensen, der blev tildelt den nationale kritikerpris (fra National Board Of Reviews) for sit farverige spil.
Alfonso Cuarons "Roma" troner stadig suverænt som årets film, men da den som Netflix-film er blevet begrænset mht til visninger for akademiets medlemmer, kan det blive et urimeligt snært opløb. 4-5 andre film er reelt i spil, men da ingen fremmedspriogede film nogensinde har vundet hovedprisen som bedste film, står "Green Book" pludselig som et nogenlunde fornuftigt bud i kamp med "Bohemian Rhapsody", "The Favourite", "A Star Is Born", "Vice" og "Black Panther".
Det hele afgøres natten mellem søndag og mandag. Men uanset udfaldet har GREEN BOOK allerede placeret sig som årets mest helstøbte engelsksprogede film.