★★★☆☆☆
Sæsonen store teatersatsning i Odense er musicalen LEONORA CHRISTINA på Odeons store scene. Et såkaldt "tværkunstnerisk" samarbejde imellem Odense Teater, Den Fynske Opera og Odense Symfoniorkester, og absolut et ambitiøst projekt, der har fået en blandet modtagelse af dagbladenes anmeldere. LEONORA CHRISTINA er dog ikke helt så slem, som nogle aviser har ville gøre den til, men samtidig heller ikke alt det den kunne være blevet.
Iscenesætter Peter Langdal bruger ganske fikst den bevægelige men ikke særligt inspirerende scenografi og får fortalt historien omkring Leonora Christina i ligeså høj grad som historien om hende.
Andreas Garfields episke manuskript afspejler den historiske udvikling, og lader LEONORA CHRISTINA (en flot og velsyngende Xenia Lach-Nielsen) fortælle sin historie til en mand (i skikkelse af stakkels Lars Simonsen, der er henvist til at lytte og korrigere fremfor at agere).
Sangene har flere kønne passager, men virker sjældent helstøbte, og de til tider noget klodsede sangtekster hjælper ikke. Den øvrige musik virker impossant men sjældent bevægende trods en heroisk indsats af de 70 musikere.
Troels Lyby vil tilsynelandende helst sige kække replikker, og han får slet ikke den fornødne dybde i spillet til at vi føler med kongedatterens knækkede mand. Anders G. Koch er næsten for festlig som Christian IV til, at vi kan tage figuren alvorligt, som handlingen også kræver. Stig Rossens bombastiske skurk har ingen nuancer, så er der mere liv i Fredericia Teaters Rasmus Seebach alias Joakim Lind Tranberg, som den nye bejler til kongetronen.
For Xenia Lach-Nielsen er rollen som LEONORA CHRISTINA hendes hidtil største dramatiske udfordring, og hun lykkedes med meget men ikke det hele. Sangene er heller ikke de rigtige til at forløse hende fuldt ud som sangerinde. Men det er dog kvinderne, der står sig bedst ved denne opsætning – også rent kostumemæssigt. Natali Vallespir Sand, Cecilie Gerberg og Christina Elisabeth Mørkøre lyser således op i markante biroller.
LEONORA CHRISTINA er blevet mere storladent end stortartet teater, men en dristig satsning ikke desto mindre. Dem kan dansk teater slet ikke undvære.
(Michael Søby)
