★★★☆☆☆
Selvom Sylvester Stallone kun spiller en birolle i Creed-filmene, er de nye film stadig en form for Rocky-film. Ikke nok med, at Stallone atter formår at malke sin aldrende glansrolle for en god portion dollars, men filmene er i deres opbygning også skabt omkring samme skabelon.
Michael B. Jordan, der meget vel kan havne blandt de Oscar-nominerede i kategorien mandlige birolle for sin indsats i "Black Panther", har værdighed men relativt få udtryk i titelrollen. Tessa Thompson, der også gjorde en god figur i Lakeith Stanfield-komedien "Sorry to bother you", efterlader faktisk et stærkere indtryk som hans tilkomne.
Dolph Lundgren og Birgitte Nielsen har begge en vis fysisk gennemslagskraft, der aldrig må forveksles med skuespillertalent, og gamle Slys upræcise diktion ville virkelig være et problem, hvis ikke hans replikker var så forusigelige.
CREED 2 fremstår mere selvhøjtidlig end etteren, og instruktøren Steven Caple Jr. kender tydeligvis ikke begrænsningens kunst. Den afsluttende boksekamp virker så langstrakt, at vi faktisk når at miste interessen, men CREED 2 kan i bedste fald anskues som fermt filmhåndværk, og det er dog noget.