★★★★☆☆
Den kinesiske instruktør Vivian Qu får sit et bemærkelsesværdigt gennembrud med ENGLE GÅR I HVIDT ("Jia Nian Hua"). Ligesom i Cuarons mesterværk ROMA skildres kvinders oprørende sociale livsvilkår.
Vicky Chen agerer overbevisende som teenagepigen Mia, der arbejder på et yderst tvivlsomt motel, hvor bl.a. en ældre mand tjekker ind med to småpiger. Da hun har mistanke om, at der foregår noget snavs på værelset, tager hun nogle fotos af manden som dokumentation.
Mia frygter dog de personlige konsekvenser, det kan få for hende, hvis hun lægger kortene på bordet, og da det kommer til en retssag, står hun ikke kun med et moralsk problem. At Wenn, den ene af pigerne, spilles så yndigt af Meijun Zhou, gør kun dilemmaet sværere.
På trods af den dybt kritiske skildring af det kinesiske retssamfund og den sociale ulighed i Kina, vandt Vivian Qu alligevel instruktørprinsen ved den nationale prisuddeling i sit hjemland. Forhåbentlig en erkendelse af, at også kinesiske filmskabere arbejder bedst, når de har frihed til at lave de film, der bør laves.