★★☆☆☆☆
Dan Fogelman har i sin seneste film tilsyneladende så travlt med at gøre opmærksom på sine egne fortræffeligheder som manuskriptforfatter, at han glemmer sit publikum. Alene titlen lover en film om "selve livet", og intet kunne da være fjernere fra sandheden.
LIFE ITSELF virker alt for kalkuleret til at fungere som moderne feel-good-film, og i stedet får vi en række skiftende fortællere, mens filmens karakterer interesserer mindre og mindre.
Samuel Jackson inddrages i filmens begyndelse i en grotesk Pulp Fiction-pastiche, indtil vi indser, at vi blot har været vidne en realisering af et fiktivt manuskript forfattet af Oscar Isaac. Annette Bening agerer hans psykolog og det er som om hun indser filmens hulhed, mens hun medvirker.
Bedst er noget overraskende og lidt foruroligende Antonio Banderas, men også han svigtes på manuskriptplan. Dan Fogelman forsøger at knytte alle bånd til sidst med direkte kvalmende sentimentalitet og misbruger for gud ved hvilken gang en usædvanlig banal Bob Dylan-sang, så Nobel-komiteen formodentlig overvejer at kræve Dylans pris returneret.
En film som "Love Actually" fremstår pludselig som rendyrket dokumentarisk socialrealisme i forhold til det sludder, vi bliver vidne til her. Og vi konkluderer, at LIFE ITSELF naturligvis aldrig skulle have haft dansk biografpremiere.
