FRANKENSTEIN JUNIOR

★★★★☆☆

Den gysende gode Broadway-musical "Young Frankenstein" fik for nogle år siden skandinavisk premiere på Fredericia Teatret med blandt andre en overrumplende Johannes Nymark som Frankensteins monster og en hylende skæg Camille-Catherine Rommedahl som Frankensteins forlovede.

Mel Brooks, manden bag Broadway-versionen, fik i 60erne sit gennembrud og en Oscar for manuskriptet til komedien "The Producers", der mange år senere også dannede grundlaget for en populær Broadway- og filmmusical. Hans bedste film forbliver dog "Frankenstein junior", der gav ham endnu en nominering og som bød på pragtpræstationer af bl.a. Gene Wilder, Madeline Kahn, Marty Feldman, Teri Garr og Gene Hackman.

På Galaksen i Værløse får musicalenl nu Sjællands-premiere – denne gang med dansk (film-)titel, og i en opsætning af og med Gorgerne, Danmarks velnok førende semi-professionelle ensemble. Det emmer af spillelyst i samtlige roller og såvel orkester som scenografi bidrager til at transportere os ind i filmens univers, hvor det vrimler med skøre karakterer.

Vi morer os godt, også selvom overgangene mellem de enkelte scener sagtens kunne håndteres mere elegant (vent venligst med at skifte de store scenemoduler ud til det forrige nummer rent faktisk er forbi, tak!). Et par falske toner hist og her ændrer heller ikke ved indtrykket af et generelt musikalsk hold.

Først og fremmest bekræfter opsætningen, at musicalen FRANKENSTEIN JUNIOR faktisk er et bedre værk end "The Producers" og at det skriger på en stor professionel opsætning i København. Hvem mon kommer først?

(Michael Søby)