★★★★★☆
Martin Andersen Nexøs PELLE EROBREREN blev anset som et hovedværk i dansk litteratur længe inden Bille August gjorde forlæget internationalt berømt ligesom Astrid og Bjarne Henning-Jensen havde formået det med "Ditte menneskebarn", en anden af Andersen Nexøs bøger, ca. 40 år tidligere.
Bille August opnåede tilmed som den eneste dansker både guldpalmen i Cannes og Oscar’en i Hollywood og PELLE EROBREREN hører stadig blandt de ypperste værker i den danske historie.
Derfor måtte der naturligvis komme en musical ud af det, men gudskelov er det ikke blevet en af disse hit-orienterede popmusicals, som især Tivoli spekulerer i for øjeblikket.
Forbilledet synes snarere at have været "Kristina från Duvemåla", Abba-gutterne Björn Ulvaeus og Benny Anderssons kunstneriske mesterværk, der i flere år formåede at holde sig på repertoiret i Sverige.
Iscenesætter Katrine Wiedemann får givet forestillingen et lignende episke flow på grundlag af Annika Kofoeds beundringsværdige bearbejdelse. I Østre Gasværks storslåede nyombyggede scenerum folder fortællingen om den kække Pelle og hans udslidte fader sig ud med enkel visuel overdådighed, som scenografen Maja Ravn har ære for. Farverige drømmebilleder projiceres på den cirkelformede mur, mens handlingen primært udspiller sig på og omkring en stor jordbunke, der understreger beboernes fattigdom.
Katrine Wiedemann udviser god fornemmelse for de sociale uligheder, der eksisterede den gang og overklassen holder passende til øverst oppe i den gamle gasbeholder og den grumme Kongstrup kommer kun ned, når han modvilligt må give efter for sine lyster og forgribe sig på de unge kvinder.
Wiedemann bringer hele det brogede persongalleri til live for vore øjne. Thomas Bo Larsen har aldrig været bedre på en scene end som Lasse-far og Julian Horta Meier Clausen, der spillede titelrollen denne aften, har lige præcis det gå-på-mod og den energi, som skal til for at spille Pelle. Omkring dem frydede man sig især over Signe Egholm Olsen som Karna, Stine Prætorius som Fru Kongstrup og Kaya Brüel som soen Johanna. Kvinder, hvis skæbner på tragisk vis blev berørt af de mænd, de kom i kontakt med.
Flotte Kristian Rossen synger smukt som Erik og Birgitte Raaberg øser af sin varme som Madam Olsen. Østen Borre Simonsen er ligefrem øretæveindbydende som Eleven – undskyld HR. Eleven – og Albert Elnif giver os en kæk udgave af den stakkels Rud.
P-O Nilsson og Dreamers Circus står for musikken, der har rod i den nordiske folkemusik og som rent dramatisk passer perfekt til historien. Men måske bliver grundtonen for downbeat til at opnå den folkelighed, som er nødvendig for at fylde Østre Gasværk hver aften?
PELLE EROBREREN fortjener dog at blive en succes, for her er både hjerte og sjæl i en grad vi slet ikke er forvent med i musicalgenren. Samtidig bliver PELLE EROBREREN ikke blot en gribende far-søn historie, men også en beretning om de personlige omkostninger i udviklingen fra bondeland til industrination.
Frem for alt fremstår PELLE EROBREREN som en hyldest til de mange ukuelige mennesker, som skabte grundlaget for den velværd, der er truet i dag.
(Michael Søby)
