JOHNNY ENGLISH SLÅR TIL IGEN

★★★☆☆☆

Rowan Atkinson lancerede allerede sin Bond-inspirede agent i en række reklamefilm fra 1992. Det var dog først i 2002, at figuren dukkede op under navnet "Johnny English" i filmen af samme navn og i 2011 fulgte så en ganske vellykket to’er.

Den seneste film i rækken er også overraskende morsom. Her er velplacerede hug til en mandehørmende verden, der hungrer efter ny teknologi og Emma Thompson bliver derfor et forfriskende pust i rollen som den mest menneskelige politiske leder, siden Sidse Babett Knudsen styrede "Borgen".

David Kerr instruerer med sans for og forståelse af James Bond-filmenes attraktion og Olga Kurylenko giver et godt bud på en moderne Bond-babe. I tilgift får vi en munter scene med tre veteraner indenfor engelsk film, tv og teater: Edward Fox, Michael Gambon og Charles Dance.

Det er dog Rowan Atkinson, der også denne gang får os til at le, fordi hans originale komik besidder en tidløshed. Manuskriptet til JOHNNY ENGLISH SLÅR TIL IGEN udnytter fikst lige det, han kan – og selvom den sidste tredjedel af filmen nok bliver mere fjollet end godt er, så kan man roligt begive sig i biografen, hvis man blot trænger til at grine lidt.