★★★☆☆☆
"Woods of Birnam" er navnet på den succesfulde tysk rockgruppe, der gæstespiller på Kronbrog med teaterkoncerten SEARCHING FOR WILLIAM.
En hyldest til den store dramatiker William Shakespeare, og navnet henviser da også til skovene i Shakespeares "skotske" stykke, kongedramaet "Macbeth". Den dynamiske gruppe krydrer hans dramatik og poesi med moderne rock tilsat eksplosive videokollager i et forsøg på at give ordene friske musikalsk visuelle udtryk
Titlen er god, for man fornemmer en oprigtig nysgerrighed efter at undersøge hvem og hvad der stod bag ordene. Først del af koncerten koncentrerer sig især om den Hamlet-figur, som forsangeren Christian Friedel (kendt fra kvalitetsfilm som "Det hvide bånd" og "Urmageren") spillede på Kronborg for tre år siden.
Friedel er en ekspressiv kunstner, der har har iscenesat forestillingen og han formår at ligne en forkælet teenager for i næste øjeblik at blive forvandlet til en skrigende dæmon. Koncerten giver ham dog ikke mulighed for at vise sin største kvalitet som skuespiller – evnen til gradvist at udvikle en figur over længere tid.
I anden del lukker koncerten sig lige rigeligt om sig selv i en lang dyster Macbeth-sekvens. Men vi elsker, når Friedel og co. formår at pointere det lyriske i de ord, de formidler. Morsom er koncerten faktisk også, for der arbejdes opfindsomt med dekonstruktion og selvironi. Som da Friedel og co. giver os indtryk af, at vi overværer en prøve og at det faktisk først er dagen derpå, at man kan opleve den rigtige produktion med et børnekor på 30 forklædt som bier – heraf en, der bliver skudt ud af en af slottets kanoner!
De danske og engelsk/tyske oversættelser af de overvejende engelsksprogede tekster får pluselig deres eget liv, da den kvindelige tolk Yvonne pludselig bruger pauserne til at søge efter en kæreste. Friedel selv begynder også bevidst at tale sort men med så klassisk Shakespeare-betoning, at vi næsten synes, at det lyder som Shakespeare.
Den unge skuespiller med den magtfulde stemme nøjes dog ikke med at deklamere, men drøner rundt med røgmaskine og kamera ind imellem han trykker på knapper og skifter parykker og kostumer.
Et vis forhåndskendskab til Shakespeares værker er en forudsætning for at få fuldt udbytte af koncerten, og skal man have relativt elitære Shakespeare-indslag som dette med på festivalen – og det skal man selvfølgelig – , bør det ledsages af en stor folkelig Shakespeare-opsætning – gerne på dansk. Det kræver muligvis flere penge, men vil også give en bedre udnyttelse af folkene bag Hamlet-scenen. Og måske en endnu større glæde ved og publikumsinteresse for gæstespil som dette.
(Michael Søby)