★★★★☆☆
Med filmen TRO sætter instruktør Jens Loftager det smukkest tænkelige punktum for sin tankevækkede filmtrilogi, der begyndte med "Ord" i 1994 efterfulgt af "Krig" i 2003.
Loftager har i Japan talt med tre tidligere medlemmer af en religiøs sekt, der alle har bragt store personlige ofre for deres religion, men som i processen også glemte sig selv. Disse optagelser stilles overfor en række danske skoleelever, der går til konfirmationsforberedelse hos en moderne dansk præst, der lægger vægt på deres selvforståelse. En sidestilling, man i starten har svært ved at forstå, men som til allersidst giver mening.
For ved at skubbe fokus væk fra gamle bøger og i stedet lade tro være et spørgsmål om den enkeltes livsindstilling, så bliver troen pludselig nærværende. De grufulde beretninger fra de vildførte japanere står i sigende kontrast til de åbne unge ansigter, der higer efter svar. Men som ikke får dem af deres kloge lærer, men i stedet giver dem redskaber, som de måske kan bruge i deres søgen efter en større mening med livet og døden.
Farvevekslingen undervejs virker ikke umiddelbbar gennemskuelig og det kunne måske have været på sin plads, hvis vi havde fået lidt mere at vide om den religiøse gruppe Aum, der begik et terrorangreb i Tokyo i 1995. Vi får til gengæld (lidt for) mange billeder af elever, der ligger på kirkebænkene og lytter til musik, men det positive ved det er, at vi selv bliver en del af denne læringsproces, hvilket skærper vores hørelse.
TRO viser sig at være en opløftende oplevelse, som tænder lys i sindet. Den viser hvor svært det kan være at tro, men også hvor let det egentlig kan være.
