★★★★☆☆
Donald Sutherland blev tidligere på sæsonen hædret med en æres-Oscar, og han har da også en fornem karriere bag sig, selvom den end ikke har udløst en Oscar-nominering.
Gennembrudet kom med Robert Altmans Cannes-vinder "M.A.S.H.", der udløste en langvarig tv-serie, men Donald Sutherland valgte i flere år at arbejde med italienske mestre som Bernardo Bertolucci ("1900") og Federico Fellini ("Fellini’s Casanova".). Han huskes også for kultfilmen "Rødt chok", men ydede sin hidtil fineste hovedrollepræstation i Robert Redfords Oscar-vinder "En ganske almindelig familie" ("Ordinary People").
Paolo Virzis VORES LIVS FERIE ("The Leisure Seeker") er ikke nogen stor film, men den byder Donald Sutherland en værdig hovedrolle, som han forstår at honore.
Hans medspiller er ingen ringere end Helen Mirren, der ligeledes startede sin karriere i 60erne, men som modsat Sutherland for alvor har fået vind i sejlene i de sidste 20 år.
En stor del af filmens charme ligger i gensynet med disse aldrende kæmper, men VORES LIVS FERIE er trods alt ikke kun et nostalgitrip.
Sutherland og Mirren udgør et kært og rørende par, hvis behov for en ferie helt for sig selv efterhånden giver mening. VORES LIVS FERIE starter som komedie, men ender som hjerteknusende drama.
Man kunne godt have undt Donald Sutherland en nominering i år, for hans portræt af en excentrisk gammel mand, der rammes af en frygtelig sygdom, hører blandt hans fineste.
Men i et år, hvor det amerikanske filmakademi havde travlt med at omfavne det afro-amerikanske filmsamfund, blev der ikke plads til Donald Sutherland. Æres-Oscaren kan de dog ikke tage fra ham.