★★★☆☆☆
Nordmanden Ole Giæver er en spøjs fætter. En herlig blanding af noget dybt aparte og noget såre almindeligt. Han fik et gennembrud med den ret vidunderlige MOD NATUREN, hvor han begiver sig på en lang vandring i de norske skove for at finde sig selv.
Også denne gang skriver, instruerer og spiller han selv hovedrolle, men fokus er tilsyneladende et andet. Han har fået ud af, at han egentlig helst vil være hjemme, og filmen beskriver blandt andet hans opvækst og tilværelse i semi-filosofisk form.
Smukke billedkompositioner hæver heldigvis projektet over den selvoptagethed, som han med vanlig humor er uhyre bevidst om.
Men selv om han har det bedst i hjemmet, fornemmer vi også, at han rent mentalt oftest befinder sig lidt ved siden af sit eget liv. Det er måske forudsætningen for at være filmskaber, men det gør nok også, at den store samhørighed aldrig opnås. Symtomatisk virker det i al fald, at han føler sig mest lykkelig, når konen læser i en bog og børnene sover.
FRA BALKONEN berører os, fordi den virker så oprigtig, men er i grunden blot en forlængelse af "Mod naturen", skabt af en mand med et direkte behov for at forstå sig selv og tilværelsens store spørgsmål ved at skabe en film. Der går for meget hjemmevideo i filmen, da han havner på et hotel i Stockholm og i stedet for at bevæge sig ud, foretrækker at filme sig selv på hotelværelset.
Men i skildringen af livet i Norge før og nu har FRA BALKONEN et ægte lyrisk billedsprog, som ikke nødvendigvis bør den til stor filmkunst, men som det ikke desto mindre er velgørende for sjælen at være vidne til.
