★★★☆☆☆
ÆSOPS FABLER har siden antikken spejlet menneskets gerninger. Selvom fablerne handler om dyr, er de grumme og uegnet for børn, men alligevel var der flere småfolk til stede i salen ved premieren, hvilket desværre skabte en del uro på sæderne.
ÆSOPS FABLER kræver ellers vores opmærksomhed, og udmærker sig ofte ved at have en morale, der virker u- eller – i visse tilfælde – amoralsk.
Fire skuespillere med ansigtet dækket af langt hår synes at være de mennesker, vi er blevet. Så viskes tavlen ren og vi ser fire præsentable mænd, der skiftevis men ofte med fysisk assistance af de andre tre, bomber os med fabler.
Svenske Anders Mossling og skuespillereleven Marcus Gad kæmper lidt med kendeordene, men Gad gør alligevel indtryk som drengen, der er ved at drunke og som i stedet for hjælp kun modtager råd.
Det klæder Gustav Giese at spille noget andet end de gadedrenge, han er mest kendt for på film, og når han først får lært at håndtere butterfly og seler, vil han givet kunne gøre fyldest også i klassisk sammenhæng med sin myndige udstråling og sit flotte udseende. Bedst er han dog som et gravid bjerg, der under megen jammer føder en mus!
Jakob Femerling imponerer med sit plastiske kropsprog, og kan både være en aparte ræv, en kær lille skildpadde samt ikke mindst en ulykkelig præst, der har mistet sin loppe.
Nicolei Faber og Christian Albrechtsen har skabt et enkelt smukt belyst scenebillede, hvor dyr og dyriske mennesker pirker til vores underbevidsthed. Kan vi lærer noget af disse fabler? Ja, men spørgsmålet er om vi vil.
I Det Kongelige skuespilhus glæder man sig især over de løjerlige tankevækkende fabler og de unge talenter. ÆSOPS FABLER forbliver dog en spøjs men ikke ucharmerende bagatel.
