★★★☆☆☆
Marius von Mayenburg er i disse år en hyppigt spillet dramatiker. Han giver sig gerne i kast med aktuelle emner i ekspressiv mediebevidst stil, som ofte forbindes med tysk regiteater.
Skuespilchef Morten Kirkskov har annulleret en anden forestilling for at få plads til dette stykke, der blandt meget andet behandler Me Too-problematikken og alle de mange forgiftede mænd, der stadig myrder og voldtager.
Rolf Pang er et sådan bæst, og allerede mens han ligger i sin moders mave, begår han sit første mord ved at kvæle sin tvillingsøster med navlestrengen. Et grotesk indre billede, der leder tanken hen på den lille Oskar fra Günter Grass’ "Bliktrommen".
Vi er med ved Rolf Pangs fødsel – et blodigt mirakel, og forestillingens dramatiske højdepunkt – i stil med den bizarre skabelsesscene fra Royal National Theatres opsætning af "Frankenstein" for nogle år siden.
Dygtige og sympatiske Mads Rømer Brolin-Tani formår at give den unge Pang liv, men har næsten for venlig og jysk en udstråling til, at dæmonien får lov til at skinne igennnem. Stine Schrøder Jensen og Morten Burian kan heller ikke helt finde ud af, om de skal være oprigtige eller udvendige som hans forældre.
Simon Bennebjerg kæmper bravt men forgæves med klichérollen som TV-redaktør. Christine Gjerulff fremstår på een gang morsom og rørende som en stilfærdig voldsramt nabokone, mens Morten Christensen får skabt flere odiøse birollekarakterer – bl.a. den storslåede Mathilde, der ydmyges til at optræde nøgen.
Heinrich Christensen har iscenesat med en vis sans for dette mærkværdige persongalleri, men både han og dramatikeren løber tilsyneladende tør for ideer, længe før vi når i mål. Efter næsten to timer er luften i al fald for længst gået ud af ballonen, Pang er blevet til pyh, og vi vil bare gerne hjem.
