GIRLS LOST

★★★★☆☆

Svenskerne har om nogen formået at skabe seværdige film om de svære teenageår, hvor diverse identitetsproblemer bliver behandlet seriøst. Alexandra-Therese Keinings GIRLS LOST ("Pojkarna") føjer sig fint til denne tradition og indbragte da også instruktricen en eftertragte guldbagge-nominering.
Hun har virkelig formået at få samtlige filmens unge til at agere med betydelig naturlighed, og gør filmen uhyre velegnet til brug i skoleundervisningen.

Vi følger tre piger, der lider under at blive chikaneret af de jævnaldrende fyre, og drømmer om selv at skifte køn. Nogle dråber fra en mystisk plante får dem til at skifte køn rent fysisk, men indeni er de stadig de samme.

Oplevelsen giver dem mere styrke i hverdagen, men for pigen Kim er forvandlingen også forbundet med frustrationer. For hun har forelsket sig i en "anden" fyr, og han havde måske ikke lige forestillet sig, at han skulle blive kærester med en af samme køn.

Alexandra-Therese Keining springer ikke over, hvor gærdet er lavest, men tør gå i kødet på de sværeste spørgsmål. Filmens undertoner vil have særlig relevans for lesbiske og bøsser, men historien fremstår almen og let tilgængelig.