OG
DRONNINGENS KRONJUVELER
★★★☆☆☆
Dansk Rakkerpak kan nu kalde sig Næstveds internationale egnsteater, og den slags forpligter – også rent kunstnerisk. Desværre lever deres seneste forestilling SHERLOCK HOLMES OG DRONNINGENS KRONJUVELER ikke helt op til forventningerne.
Det er ellers en god ide at hive fat i gode gamle Sherlock, der i forvejen har været udsat for en del kulturel vanrøgt på film- og tv i de seneste årtier. Ingen har dog formået at overgå Basil Rathbones portræt i den sort/hvide filmserie, der blev indledt i 1939 med "Baskervilles hund".
Dansk Rakkepak forholder sig umådelig frit til det eksisterende materiale, og har digtet deres egen historie med selveste dronning Margrethe som udgangspunkt. Den royale gravhund er nemlig forsvundet, og det er naturligvis en sag for Sherlock Holmes og hans assistent Watson.
Det stakkels kræ (der himlen være lovet bliver spillet af en tøjhund) får så mange bank – også af majestæten! – og ender sine dage i cocktailpølser, som Prins Henrik har svært ved at holde fingrene fra. Det er naturligvis den fæle Moriarty, der står bag denne grusomme gerning, men hverken Holmes eller Watson synes at have meget held med finde ham, for Moriarty har det med at forklæde sig.
Publikum fungerer som gæster ved dronningens guldbryllup, men skal ikke vide sig for sikre, for ingen er hævet over mistanke, når Sherlock Holmes skal opklare en sag.
Der pjankes desværre for meget i Alex Byrnes slappe iscenesættelse og rigtig spændende bliver det aldrig. Det skyldes blandt andet, at forestillingens skurk slet ikke virker uhyggelig. Replikbehandling er desuden ikke Rakkerpaks største force, og der kunne de bl.a. lærer noget af det konkurrerende gadeteater Brændende Kærlighed, som formår at begrænse ordene og i stedet arbejde med en slags billedlig poesi.
Dansk Rakkerpak synes at foretrække grovkornet humor og fladpandet action, hvor en eller eller anden form for vold altid synes at indgå. Måske Dansk Rakkerpak burde lære at forfine sine virkemidler en smule? Man må også bede til, at de to gadeteatre fremover udviser så meget hensyn til hinanden og publikum, at de undgår at spille præcis samme periode og samme tidspunker i København næste år. Det er nemlig spild af ressourcer og gavner i grunden ingen.
