★★★★☆☆
Østrigske Ulrich Seidl hører blandt Europas mest radikale filminstruktører, og hans vovemod har blandt andet båret frugt i den mesterlige Paradis-trilogi. Seidl er også manden bag den ganske rystende dokumentarfilm I KÆLDEREN, og han lægger heller ikke fingrene imellem i SAFARI, hvor han fokuserer på den vestlige jagtturisme i Afrika.
Man fornemmer et næsten erotisk kick hos disse velnærede og velbjergede storvildtsjægere. Seidls kamera registerer, hvordan den sorte del af lokalbefolkning blot tager imod ordre og udfører det beskidte arbejde, mens storvildtsjægernes vigtigste opgave efter at have dræbt et dyr tilsyneladende er at blive fotograferet ved siden af liget. Imens kigger de overlevende dyr på. I forundring… eller er det sorg? Den velafrettede hund, der har bistået jægerne under jagten, slikker blod af liget. Ægte uforfalsket blodtørst.
Den hvide families medlemmer krammer kun hinanden, når et bytte er nedlagt og jagten en succes. Symtomatisk for relationen til lokalbefolkningen er en ældres herres kommentar om, at de sorte kan jo ikke gøre for, at de har den farve, hvortil hans hustru tilføjer: "De kan løbe meget hurtige end os – hvis de gider".
Seidl lader på provokerende vis være med at interviewe lokalbefolkningen, men viser dem, mens de udfører væmmeligt arbejde med at flå zebraer og giraffer. Mest oprørende er næsten billederne, hvor han lader dem gnaske resterne fra de riges bord i sig. De hvide menneskers manglende respekt for andre væsner begrænser sig ikke kun til dyr.
SAFARI er i den grad ikke en film for børn, og selvom Seidl aldrig kommenterer på, hvad vi ser, taler billeder deres eget tydelige sprog. Det ophidsende ved at dræbe synes i den grad at være blevet en pervation for deltagerne, og hvorvidt de dræbte dyr tilhører uddøende dyreracer forekommer mindre betydningsfuldt.
