STINA EKBLAD
Der er skuespillere, der gang på gang er i stand til at hæve det kunstneriske niveau på en hel produktion. En sådan skuespiller er Stina Ekblad, der i årtier har rangeret blandt nordens allerfineste tekstformidlere.
Hun har netop afholdt Nordisk salon i Østre Gasværk, hvor man kunne opleve hendes fortryllede fortolkninger af Edith Södergrans mageløse digte i et samarbejde med den dansk-svenske jazzsangerinde Anna Kruse. Og i øjeblikket funkler Stina Ekblad som hustruen i Rolf Heims opsætning af "Festen" på Republique.
Hustruens rolle i filmudgaven er relativ lille, mens det er en betydelig større opgave på teatret – ikke mindst i denne opsætning. Forestillingen bliver nemlig undervejs til en vandreforestilling, hvor man i gruppevis besøger en række centrale rum i historien.
"Den scene, jeg har i "mors havestue" spiller jeg fire gange – to gange før pausen og to gange efter. Med små ændringer – for historien skal jo også afstemmes med hvad der iøvrigt foregår. Men grundlæggende den samme scene. Det er utroligt anstrengende – man skal jo også bære den forfærdelige historie på sig hele aftenen. Det er jo en lang forestilling.
Og så skal jeg bevæge mig rundt på betongulv iført højhælede sko i mange timer. Man er både sig selv, og værtinde og i en rolle. Og vi har både publikum meget langt væk og meget tæt på. Tit interagerer publikum med os, nogen bliver tilmed fulde, andre bevægede. En aften blev en ung kvinde fulgt ud, fordi hun kom sådan til at græde. Jeg har aldrig oplevet noget lignende. Men det er interessant. "
Stina Ekblads stærke relation til Danmark går helt tilbage til barndommen.
"Som 15-årig kom jeg for første gang til hertil. Det var min første udenlandsrejse, første gang at jeg så noget andet, end det lukkede miljø, jeg var vant til. Danmark var for mig en åbenbaring. Jeg var fuldstændig overvældet, det var svaret på alle mine drømme.
Jeg havde stor udelænsel, da jeg kom hjem, og fandt ud af, at man kunne beskæftige sig med teater på Ryslinge Højskole. Mine forældre var så generøse at betale mit ophold og det var mange penge for dem dengang. Men det skulle heldigvis også blive sidste gang, at de kom til at betale noget for mig."
Stina Ekblad søgte ind på Odense Teaterskole, og blev optaget i første forsøg.
"Jeg befandt mig i paradiset i mine teaterskoleår. Jeg var så modtagelig og åben. Og lykkelig over at beskæftige mig med det, jeg vidste, jeg kunne, det jeg var. Jeg er autoritært opdraget, så jeg oplevede også en stor frihed. Det var naturligvis problematisk med sproget i starten, men det synes jeg nu bare var spændende, da jeg altid har interesseret mig for – og altid har haft let ved at lære – sprog. Jeg hørte heller ikke eet svensk ord i alle de fynske år.
Det første år var jeg dog nervøs for at blive smidt ud. Jeg følte mig lille og dum, og kunne slet ikke snakke med, når de andre talte om samfund og politik. Og det gjorde man jo meget på teaterskolerne i de år. Som om der var nogle krav til skuespillere om at være debatør eller politiker. Det har jeg aldrig været.
Efter skolen blev jeg på Odense Teater i yderligere tre år, og det ser jeg faktisk også, som en del af min uddannelse."
Det var på Odense Teater, at Stina Ekblad vandt en af sine første store sejre som "Antigone" i Kai Wiltons iscenesættelse. Men efter nogle år savnede hun at spille på sit eget sprog. Hendes triumf i Märta Tikkanens "Århundradets kärlekssaga" førte til et gæstespil på Stockholms Stadsteater og efterfølgende fastansættelse. Hun vendte dog til tilbage til Danmark for at spille Nora i "Et dukkehjem" på Det Danske Teater. En præstation, der udløste Henkel-prisen, datidens største hæder til en skuespillerinde.
Stina Ekblads filmkarriere begyndte også at tage fart. Hun var et lyspunkt i Lene Grønlykke og Sven Grønlykkes stemningsmættede "Thorvald og Linda", men det var en lille rolle i den finske debutfilm "Avskedet", der fik Ingmar Bergman til at tilbyde hende rollen som den tvetydige Ismael i mesterværket "Fanny og Alexander".
Senere tildelte han hende også titelrollen i teateropsætning af "Markisinnan de Sade" baseret på Yukio Mishimas drama.
"Ingmar Bergmans "Markisinnan de Sade" var en af de store forestillinger, men samtidig meget intim. Vi spillede den i mange år og den blev også lavet i en TV-version. Teaterforestillingen gæstespillede også i Musikhuset i Aarhus.
Jeg kan huske, at Ingmar var rasende over, at forestillingen blev spillet på Musikhusets store scene. Så meget at der efterfølgende blev lavet regler for, hvor stor scenen måtte være. Det var jo et kammerspil – lavet for max. 350 publikummer af gangen. Men i udlandet ville man jo gerne sætte det op på de store scener, for det var jo Ingmar Bergman!"
I over 30 år har Dramaten dannet rammen om Stina Ekblads teaterliv.
"Jeg var glad for at komme til Sverige, hvor film og teaterarbejde blev forbundet med en stor alvor og fandt det befriende. Jeg var jo vant til det danske, og blev forbavset over, at man kunne diskutere teater seriøst uden at smile overhovedet. Diskutere og analysere – uden at det var på et akademisk niveau, men bare alvorlige teatersamtaler med instruktører, scenografer og skuespillere. Der var et langt mere alvorligt blik på teater som kunstform, man anså den som vigtig.
Den danske måde var både mere legende og grinende. Ikke forstået på den måde, at det ene er bedre end det andet. Det er brug for både alvor og leg i arbejdet.
Det er noget andet med film. Det er jo så dyrt at lave film, så man er nødsaget til at overholde sine aftaler, og det kræver altid en vis seriøsitet. Jeg tror faktisk også, at den alvor, som man møder i svensk teater, stammer fra Ingmar Bergman, som jo både lavede film og teater. Han hadede, hvis man kom til prøve med en kop kaffe og småsnakkede lidt. Den arbejdsdisciplin finder man stadig på Dramaten den dag idag, og jeg synes, at den er rigtig god."
Stina Ekblad har ikke som sådan nogle favoritroller. Hendes erindringer knytter sig i højere grad til forestillingerne og til de mennesker, hun har arbejdet sammen med på disse forestillinger. Blandt disse den polske Andrzej Wajda, der iscenesatte August Strindbergs "Spøgelsessonaten".
"Det gik desværre slet ikke, det blev en virkelig mærkelig forestilling. Det var som om, at han aldrig fangede det nordiske gemyt. Det var svært at kommunikere med ham, vi talte sammen via tolk. Han havde sin kone med, der var scenograf, og som havde nogle meget bestemte meninger om mange ting. Wajda selv var et fantastisk menneske og en stor kunstner, men han var i denne sammenhæng ikke i stand til at kommunikere sine visioner videre til os – med vores baggrund. Det var rigtigt svært."
Flere år senere kom Stina Ekblad igen til at spille med "Spøgelsessonaten" – men denne gang i den mandlige hovedrolle.
"Det var Mats Ek, som jeg har levet flere fine forestillinger med, der iscenesatte, og den forestilling husker jeg som helt magisk. Den gæstespillede iøvrigt i Polen. "
Blandt de øvrige teaterinstruktører fremhæver Stina Ekblad bl.a. John Caird, med hvem hun lavede Shakespeare-komedien "Som ni vill ha det" ("Som man behager").
Stina Ekblad har haft flere teatersamarbejder med danske iscenesættere – især Vibeke Bjelke, der i Danmark især er kendt for en række Lars Norén-opsætninger. Seneste har de lavet Anton Tjekhov "Mågen" på Dramaten med Stina Ekblad i det store kvindelige hovedrolle.
.
"Jeg mødte Vibeke Bjelke i forbindelse med "Idlaflickorna", en lille forestilling, som jeg lavede sammen med min søster Ylva, som hun tilrettelagde så fint for os. Det bedste ved Vibeke, der jo er tidligere operasanger, er hendes musikalitet, og det er vel den vigtigste instruktøregenskab overhovedet. Det mærkede man i "Vallombrosa", der nok er det bedste, hun har lavet.
Det var iøvrigt også Bergmans særkende. Han var dirigenten, der kunne orkestere en forestillingen. Indgang-udgang-pauser-stilhed-hurtige bevægelser. Han kunne høre, om det var sandt, det man sagde. Jeg kan huske, at han under prøverne sad med siden til, og jeg tænkte: "Hvorfor kigger han ikke på mig?" Men det behøvede han ikke altid. Han kunne lytte sig til, om det var rigtigt. Det forstår jeg godt nu."
Dansk film havde heldigvis stadig bud efter Stina Ekblad. Hendes indsats i Erik Clausen "Min fynske barndom" var et åndehul i en ellers åndløs film. En ung Susanne Bier brugte hende bl.a. i de anmelderroste svenske film "Pensionat Oscar" og i "Freud flytter hjemmefra", men stærkest indtryk gjorde Ekblad i Biers "Seksten" som skræmmende sektleder.
Så sent som sidste år brændte Stina Ekblad igennem med uformindsket kraft i "Skammerens datter", og opnåede fornyet popularitet i år via genudsendelserne af TV-serien "Krøniken".
I "Festen" spiller Stina Ekblad atter overfor Waage Sandø, der agerer hendes mand i "Krøniken".
"Det var på grund af Waage Sandø, at jeg sagde ja til rollen i "Festen". Jeg elsker at mødes med ham i arbejdet. Han er dejlig skuespilller, der både rummer det hyggelige og det væmmelige, som det kræves her. Jeg har faktisk kendt ham, siden min tid på Odense Teater. Vi spillede sammen i "Don Juán", en rigtig god forestilling af Peter Kupke, hvor Waage var helt fantastisk som Don Juán og jeg spillede Donna Elvira. Vi gæstespillede for øvrigt på Det Kongelige Teater – den eneste gang, jeg har spillet på Gamle Scene."
Det var også Waage Sandø, der hentede hende tilbage til Danmark for at spille en anden af verdensdramatikkens mest krævende kvinderoller: Rollen som Mary Tyrone i Eugene O’Neills mesterværk "Lang dags rejse mod nat."
"Det er en vidunderlig rolle, for hun er både offer og tyran. Hun ødelægger sin familie og sig selv. Det er faktisk lidt det samme med "Festen", naturligvis i minimeret forstand. Vi kommer kun med nogle nedslag – også fordi vi laver det, som vi gør."
Stina Ekblads fortolkning af Mary Tyrone står stadig som den definitive fortolkning på en dansk scene, og vi forstod, at her var en kvinde, der brugte sin sygdom til at manipulere med sin familie, og at hendes største kærlighed måske i virkeligheden var den, hun nærede til Gud.
"Waage Sandø er en mand, der – ligesom Rolf Lassgaard (Stina Ekblads medspiller i bl.a. Mats Eks roste forestilling "Udvandrerne" på Dramaten) – ikke er skræmt af at stå ved siden af en kvinde. Og som ikke skal markere, at "jeg er mand og jeg er god, jeg er sexet, og jeg kan noget særligt." Nogen gange oplever jeg, at mandlige skuespillere har problemer med at være trygge ved både at være mand og være skuespiller.
Det er lettere for kvinder, vi er vant til at tilpasse os, til at leve os ind i andre menneskers følelser og sørge for at andre har det godt. Det er noget, man har brug for på en scene. Mænd skal tit overkomme en slags barriere, før de kan det. Der findes også kun mandlige divaer eller primadonnaer. Jeg har ikke mødt een eneste kvinde, der var det."
Blandt de foretrukne kvindelige medspillere fremhæver Stina Ekblad Pernilla August, der ligeledes medvirkede i Ingmar Bergman "Fanny og Alexander"- men under fødenavnet Pernilla Wallgren. De havde dog ingen scener fælles, men har spillet sammen flere andre gange bl.a. i filmen "En rationel løsning", hvor deres samspil for alvor får lov til at slå gnister.
Også Ewa Fröling (der havde den kvindelige hovedrolle i "Fanny og Alexander") fremhæves blandt Stina Ekblads favoritter.
Snart skal hun påbegynde indspilningerne af "Skammerens datter 2" og til efteråret drager hun til Helsingfors for igen at spille sammen med søsteren Ylva. Hun vender også tilbage til Dramaten i den kommende sæson, hvor man skal spille "Ødipus/Antigone" med Stina Ekblad som Iocaste.
"Jeg håber også på at komme til spille "Lang dags rejse mod nat" på Dramaten, hvor man har et særligt forhold til teksten. "
Det var nemlig på Dramaten at man præsenterede Eugene O’Neills stykke for første gang i oversættelse og banede vejen for den internationale berømmelse. I taknemmelighed er rettighederne til stykket også overgået til Dramaten. Som modtager af et særligt Eugene O’Neill-legat synes Stina Ekblad tilmed at være det oplagte valg til at spille Mary Tyrone på Dramaten.
Men inden hun forlader landet, afholder Cinemateket en hyldestaften for hende, den 4. juni kl. 18.30. Her vises bl.a. "Amorosa" af Mai Zetterling, filmen der (sammen med Bo Widerbergs "Slangens vej") indbragte Stina Ekblad en velfortjent Guldbagge som årets skuespillerinde.
"Mai Zetterling havde et stærkt sanseligt og kvindeligt surrealistisk rum, som hun bevægede sig i. Med farve, sex, stoflighed og store udtryk. Jeg kom lige fra "Amorosa"-optagelserne i Venedig og til Norrland, og overgangen var vanskelig. Det kom som et chok for mig, da Bo Widerberg sagde: "Væk… væk med det hele. Det skal være enkelt. Sandt."
