MR. TESLA PLAYED

★★★★☆☆

Igennem 10 år har Why Not Theatre været med til hæve baren for engelsksproget teater i Danmark. Og selv et beskedent udspil som MR. TESLA PLAYED bidrager til denne udvikling.

Tanja Mastilos intelligent tekst har ganske vist flere litterære kvaliteter end dramatiske, men den lille lejlighed med tilstødende køkken, der skal illudere hotelværelse i New York, udnyttes fikst til at skabe bevægelighed.

Nathan Meister, der stadig er en ungdommelig mand, har påtaget sig udfordringen at spille oldingudgaven af videnskabsmanden Nikola Tesla, og han slipper tilmed nydeligt fra det, fordi han vælger at antyde fremfor at (over-)spille. Det gælder også fremstillingen af Teslas angst for bakterier og hans anstøg af asperger.

Måske er Tanja Mastilo lidt længe om at komme til sagen – hvorfor er det egentlig, at vi skal beskæftige os med denne mand? – men takket være Nathan Meisters vindende indsats føler vi os i godt selskab hele vejen. Sansen for fine detaljer kendetegner også denne Why Not Theatre produktion – ikke mindst i musikvalgene. Derfor fortjener forestillingen også en lille håndfuld stjerner = 4.