★☆☆☆☆☆
Efter en relativ potent start er gassen allerede gået af ballonen i den anden film om John Wick (med den ideforladte titel JOHN WICK – CHAPTER 2). Keanu Reeves har aldrig været nogen stor skuespillere, men kan i bedste fald (som i "My Own Private Idahoe") udstråle en vis maskulin mystik, når bare han holder kæften lukket. Så snart han skal sige replikker, reduceres han resolut til bøvet mandsling, som man har uhyre svært ved at have nogen respekt for.
Den er dog Peter Stomare, der skraber bunden denne gang med sit ufrivilligt komiske overspil – som russer!!! Intet under, hvis der snart kommer bomber fra den kant, for i vesten har man nærmest systematisk gjort dem til skurke i stort set alle filmiske sammenhænge og på så unuanceret vis, at det ligner bevidst provokation.
Selve plottet er så klichétungt og dialogen så flad, at kun veteraner som Laurence Fishburne og Ian McShane overlever, men også denne gang lægges der alligevel op til en efterfølger på storladen og aldeles utroværdig vis.
JOHN WICK – CHAPTER 2 virker i Chad Stahelskis instruktion som et levn fra en fortid, der aldrig skulle have været. En mental bilkirkegård, hvor det flyder med reservedele, men hvor intet i grunden fungerer.
