LIVLÆGENS BESØG

★★★★★☆

Nordens største nulevende forfatter P.O. Enquist har allerede fået sin mesterlige roman LIVLÆGENS BESØG omdannet til kongelig ballet og Oscar-nomineret spillefilm. Nu følger så en teaterversion af Johanna Garpe og Erik Norberg bearbejdet for Betty Nansen Teatret af Karen-Maria Bille og Emmet Feigenberg. Sidstnævte har også iscenesat forestillingen med udsøgt fornemmelse for værkets kvaliteter og med et væld af gode skuespillerpræstationer til følge.
Karin Betz’ scenografi bliver vakt til live i det øjeblikke, at de overdådige historiske kostumer introduceres på scenen, og en gigantisk lysekrone bidrager til, at vi transporteres tilbage i tiden trods et relativt moderne sprog.

Elliot Crosset Hove spiller dristigt ud som en infantil og sært elskelig Kong Christian VII og understreger dermed, at dette er og bliver hans gennembrudssæson. Troels Thorsen klarer sin hidtil største alvorlige opgave som Struense nydeligt, selvom han i de mest dramatiske øjeblikke synes at bevæge sig i udkanten af sit talent. Men rollen som Struense udvider samtidig vores opfattelse af, hvad han kan som skuespiller. En endnu større skuespiller kunne muligvis have fået endnu flere nuancer ud af rollen (og her tænkes IKKE på Mads Mikkelsen), men rollen som Struense må alligevel betegnes som en sejr .

Mellem disse to tegner Signe Egholm Olsen et overraskende portræt af en purung pige, der er skræmt fra vid og sans, da hun kommer til et andet land for at gifte sig med en gal konge. Hun er slet ikke klædt på til at håndtere hans afvisninger, og det er først efter at Struense har vakt hendes begær, at hun som kvinde får selvtillid nok til at stille den dominerende enkedronning (en vidunderlig imposant Tina Gylling Mortensen) stolen for døren. Signe Egholm Olsen er ikke det glansbillede, som Alicia Vikander var i filmen, men til gengæld når hun dybere ned i den unge piges tragedie.

Nicolai Dahl Hamilton er uhyggelig træfsikker som hofsnogen Høegh-Guldberg og Ole Lemmeke personificerer som Reventlow århundreder af kvælende traditioner. Lemmeke formår også med få replikker at tegne et troværdigt billede af selveste Voltaire, hvad man aldrig formåede i filmen.
Julie Agnete Vang når at markere sig som hofdamen, der kommer i klemme i det politiske spil, og Jonathan Westphal Stennicke fremstår på een gang skrækindjagende og sært rørende som den lille arveprins.

LIVLÆGENS BESØG sætter fokus på, hvad der kan ske af uhyrligheder, hvis et land styres af en galning. Det gør forestilling relevant og aktuel for amerikanere såvel som for danskere.